Sønderborg – hovedbyen på Als og Sundeved

Der bor godt 27.000 indbyggere i Sønderborg, der dermed er hovedbyen på øen Als og Sundeved, som er den egn af Sønderjylland, der grænser op til Alssund, der slynger sig idyllisk mellem Als og Sundeved.

Sønderborg hører med til den lille håndfuld købstæder, som udgør hovedbyerne i Sønderjylland – fra Haderslev i nord over Åbenrå og ned til

Flensborg, der tidligere var hovedbyen i hertugdømmet Slesvig, som nu er delt op i Sønderjylland, der hører til Danmark, og Sydslesvig, som er en del af den nuværende forbundsrepublik Tyskland.

Industriby

Sønderborg er på mange måder præget af, at byen har megen industri. Der er stadig mange industrivirksomheder i byen og området omkring, og først og fremmest er den præget af, at den globale virksomhed Danfoss har sit hovedsæde på Nordals. Mange virksomheder er underleverandører til den store virksomhed, der pudsigt nok ikke ligger i Sønderborg, men har sit hovedsæde ved den nordalsiske by Nordborg. Historien fortæller, at det skyldes, at Sønderborg by i sin tid ikke kunne finde en grund til Danfoss-grundlæggeren Mads Clausen, da han ville lægge virksomheden i Sønderborg. Man troede ikke på projektet, og i stedet valgte Mads Clausen så sin hjemegn på Nordals som domicilsted i stedet.

På grund af de mange store og små industrivirksomheder går Sønderborg for at være et af de tættest industrialiserede områder i Danmark.

Dansk og tysk

Sønderborg er som hele Sønderjylland præget af en i dag helt fredelig sameksistens mellem dansksindede og tysksindede borgere. der findes for eksempel tysk skole og tysk børnehave, og mange vælger at placere deres børn der uden hensyntagen til nationalitetsfølelse. De går efter, hvor de finder, at deres børn får det bedste tilbud.

Tidligere var der en større adskillelse mellem danskerne og det tyske mindretal. Den tyske erobring af Sønderjylland, genforeningen i 1920 og de to verdenskrige var tættere på folks hukommelse, og det smittede af på hverdagen. Der var slagtere, købmænd og andre forretninger, som folk frekventerede efter deres nationale tilhørsforhold.

I dag er skellet mellem dansksindede og tysksindede mere udviskede, og der foregår i stedet et omfattende samarbejde, kulturelt og økonomisk, hen over landegrænsen. På den måde er Sønderborg og hele Slesvig et godt eksempel på, hvordan man kan håndtere mindretalsproblemer på en god og konstruktiv måde.

Værd at besøge

Sønderborg er også værd at besøge som turist. Det store middelalderslot ved havnen er det naturlige midtpunkt for et turistbesøg i byen, og derfra går turen naturligt videre til museet ved Dybbøl Banke, der fokuserer på krigene i 1800-tallet, ikke mindst 1864.

I det hele taget er det krigene i Slesvig, der fylder meget i den lokale turistaktivitet. Hertil kommer, at Sønderborg Slot har spændende udstillinger om blandt andet krigene 1848-1850 og 1864, og Historiecenter Dybbøl Banke har en fremragende udstilling om 1. Verdenskrig, som mange sønderjyder måtte deltage i på tysk side.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

wildfire