25. april 2012

Undersøgelse viser stor opbakning til S2017

154 personer deltog i undersøgelsen og hele 84 procent synes det er en god idé, at Sønderborg vil være Europæisk Kulturhovedstad i 2017.

I uge 3, 4 og 5 gennemførte 2017-sekretariatet en lille undersøgelse af borgernes kendskab og holdning til Sønderborgs ønske om at blive Europæisk Kulturhovedstad i 2017. Undersøgelsen blev gennemført på Sønderborgportalen www.sonderborg.dk og der blev lokket med et gavekort på 1000 kr. til Sønderborg Handel og et weekendophold for to på hotel Comwell i Holte.

Det fik lokket hele 154 personer ind for at deltage i undersøgelsen, og langt de fleste var meget positive over for Sønderborgs kandidatur. 84 procent – eller 129 personer – synes det er en god idé, at Sønderborg vil være Europæisk Kulturhovedstad. Kun seks procent synes det er en dårlig ide, og 10 procent har ikke taget stilling. Hele 94 procent har også fanget, at det er i 2017, at en dansk by skal være kulturhovedstad. Endelig mener hele 82 procent, at det vil skabe økonomisk vækst i området, hvis Sønderborg bliver kulturhovedstad.

Det er selvfølgelig ikke en egentlig videnskabelig undersøgelse og datagrundlaget er ikke så stort, men det giver alligevel et godt fingerpeg om borgernes holdning til kulturhovedstadskandidaturet.

Deltagerne i undersøgelsen havde mulighed for at kommentere Sønderborgs kandidatur, og det kom der blandt andet følgende kommentarer ud af:

  • Sønderborg område ammen med Flensborg har noget helt unik at byde på, både kulturel og som erhvervsområde. At arbejde tværs over landegrænser er fordrende og givende.
    Det vil bringe større udbud af kulturoplevelser samt økonomisk vækst.
  • Krydser fingre for at det lykkedes :)
  • Jeg håber at Sønderborg vinder, idet at det vil skabe en masse omtale både i Danmark men også rundt om i verden!
  • Det er en rigtig god ide for at skabe mere turisme mv. men det er en skam, at der skal være så store økonomiske udgifter ved det (set i betragtning af, at man allerede sparer man andre steder).
    At blive kulturhovedstad ville betyde at der vil blive sat fokus på Sønderborg. Det ville give Sønderborg mulighed og chancen for at vise at det er en åben og udadvendt by, som interessere sig i alle folkeslag, ikke kun de danske.
  • Det er ikke kun et event arrangement for turister - det er en investering i fremtiden.
  • "Go for it!  ; ) - det kommer hele Sønderjylland til gode..."
  • Sønderborg/Als er ved at blive en del "udkants Danmark". Det vil derfor være godt for hele området også at blive kulturhovedstad. Sammen med de mange muligheder der er for uddannelse i Sønderborg, vil det forhåbentlig øge antallet af arbejdspladser, som igen giver økonomisk vækst til området.
  • Det er spild af penge. Kommunen har ikke for mange penge i forvejen, så det havde været bedre at bruge dem andre steder. Jeg ved ikke hvilke kulturhovedstæder der har været tidligere - og ingen andre jeg har talt med ved det.