24. juli 2012

Landbrugsskole2_482_blsere.jpg

De unge talenter på Messingblæserakademiet fik tango foran grisestalden på programmet, da TV Syd kom forbi i går.
 
 

TV Syd besøgte Dansk-Tysk Messingblæserakademi
og fik en duft af S2017-Grisetango

Der er præcis en måned til afgørelsen falder: Bliver Aarhus eller Sønderborg med Sønderjylland-Schleswig Europæisk Kulturhovedstad i 2017? Spændingen stiger, og det trak i går en journalist og en fotograf fra TV Syd til Sønderborg. De ville gerne have kultur med hjem i kameraet, og det fik de, men nok ikke lige det, de havde ventet. De blev nemlig taget med på Gråsten Landbrugsskole. 

Skolen danner frem til 27. juli ramme om Dansk-Tysk Blæserakademi, hvor 75 unge musiktalenter fra begge sider af grænsen er i camp og får undervisning af dygtige messingblæsere. Det er et samarbejde mellem Den Sønderjyske Kulturaftale, Landesmusikrat Kiel i Tyskland og Sønderborg Kommune, som har fundet sted i 13 år, og som er et af kerneeksemplerne på det gode kultursamarbejde, der findes på tværs af grænsen.
Dette samarbejde ligger til grund for Sønderborg med Sønderjylland-Schleswigs kandidatur til Europæisk Kulturhovedstad, og derfor blev Messingblæserakademiet vist frem for tv-folkene i går.

 

ArtFARM på landbrugsskolen

Samtidig benyttede S2017's kunstneriske leder, Sue McCauley, lejligheden til at fortælle Pig Tango - Grisetango. Det er   et af de mere opsigtsvækkende projekter, som indgår i udvalget på 80 projekter og events i den endelige ansøgning til Europæisk Kulturhovedstad. Pig Tango er et indslag i flagskibs-projektet ArtFarm - en blivende uddannelses- og kreativitetsplatform, som allerede er så småt i gang. Den placeres på Gråsten Landbrugsskole og bliver centrum for programmer med visuel kunst, scenekunst, lokale fødevarer og fødevarefremstilling samt naturprojekter for børn. Kunstnere fra hele verden inviteres på ophold, og nogle tilknyttes fast, blandt andre generaldirektøren for den verdenskendte Echigo-Tsumari Triennale i Japan, Fram Kitagawa.

Og hvad var mere nærliggende i går end at lade de de unge musiktalenter blæse en tango lige udenfor stalddøren til grisene på Gråsten Landbrugsskole. Grisene fik dermed en forsmag på musikken, som en håndfuld af deres artsfæller i 2017 skal trænes af en speciel dyretræner til at optræde til. Ved forestillingerne vil medlemmer af Sønderjyllands Symfoniorkester slå tonerne an, og det menneskelige publikum vil også få mulighed for at træde dansen, ligesom der naturligvis bliver Pig Nic.

Se indlaget fra TV Syd HER

 

Landbrugsskole4_350_grise__kamera.jpg

Fotograf Kim Gram fik lidt anderledes kultur i linsen,
end han måske lige havde forestillet sig.

 

Landbrugsskole_350_Sue_Peder_Hans.jpg

Fra venstre Sue McCauley, kunstnerisk leder for S2017;
Peder Damgaard, forstander på Gråsten Landbrugsskole;
og Hans Olav Sandal fra TV Syd