11. juni 2012

Tamim_2017_ansgningensendesafsted2012_02741_-_Foto_Kim_Toft_Jrgensen_Concrete5.jpg

Tamim Shakeel blev sendt af sted fra 2017-shoppen i Perlegade, og det første stykke ud af byen blev han fulgt af en hel flok løbere fra Sønderborg.
Foto: Kim Toft Jørgensen

 

Tamim løber 2017-ansøgningen hurtigt i mål

Det går støt og hurtigt fremad mod målet for Tamim Shakeel, som er ude på en 188 km lang løbetur fra Sønderborg til Kulturministeriet i København. Med sig har han Sønderborg med Sønderjylland-Schleswigs ansøgning om at blive Europæisk Kulturhovedstad 2017, som skal afleveres i ministeriet på fredag.

Fredag eftermiddag blev Tamim sendt af sted fra Sønderborg. Det skete fra 2017-shoppen på gågaden, hvor borgmester Aase Nyegaard gav Tamim og ansøgningen gode ord med på vejen, og der lød klapsalver fra en stor flok fremmødte til de første løbeskridt.

Mange skridt lå foran på den 188 km lange tur. Men 38-årige Tamim, der er ansat som medarbejder i S2017 Sekretariatet, besidder både viljen og evnen til at bringe S2017-ansøgningen i mål. Han har tidligere løbet 1300 km Danmark rundt i 35 etaper fordelt på 40 dage. Det gjorde han i 2004 i taknemmelighed over at være kommet til et trygt og sikkert land som flygtning fra Afghanistan.

De første 17 kilometer til Fynshav på østkysten af Als blev Tamim fulgt på vej af et hold friske løbere fra blandt andet løbeklubben Vidar, og med ham næste dag med færgen til Fyn fulgte også Brian O'Driscoll, der har løbet med helt til Nyborg søndag aften.
Tamim bliver desuden fulgt af en S2017-bil med team-kammerater, som flere gange dagligt rapporterer på S2017's Facebook-side, www.facebook.com/sonderborg2017

 

De Fynske Alper sled

Med løbet tværs over Fyn blev der anledning til at markere, at S2017 dækker hele Syddanmark – altså også Fyn, og ruten gik igennem den skønne syd- og østfynske natur, der også bød på udfordringer som "De Fynske Alper" – Svanninge Bakker. Det gav lidt stive ben hos løberne lørdag aften, men det blev nærmest glemt ved en fin modtagelse i Nørre Lyndelse, hvor holdet ikke gik glip af EM-fodboldkampen Holland-Danmark.

Og den overraskende sejr til Danmark gav gode ben på søndagsturen til Nyborg, hvor Brian O'Driscoll stod af for at vende hjem til Sønderborg og passe sit job som lærer på Produktionshøjskolen.

Tirsdag vender han dog tilbage til teamet på Sjælland sammen med nogle af sine elever. Endemålet mandag er Slagelse, hvorefter turen går til Roskilde Domkirke og torsdag til Glostrup Storcenter, hvorefter det er fredag, og sidste etape til Kulturministeriet tilbagelægges med ankomst ca. kl. 12.

 

Første skridt i Flensburg

S2017 er en grænseoverskridende kandidatur, der også omfatter Schleswig-Holstein, og torsdag var Tamim i Flensburg, hvor han fik gode ønsker med på vejen i Flensburg af overborgmester Simon Faber og kulturudvalgsformand Mazx Stark, inden han løb turen over grænsen.

I september 2011 afleverede Sønderborg med Sønderjylland-Schleswig sin første ansøgning til Europæisk Kulturhovedstad. Det var til den indledende runde, hvor juryen sendte begge kandidater, Aarhus og Sønderborg, videre til afgørende runde. Juryen skal nu granske byernes endelige ansøgninger, og afgørelsen falder om eftermiddagen 24. august efter et besøg i byerne og en fremlæggelse for juryen.

Teksten kan betragtes som en pressemeddelelse og kan frit benyttes
Foto i stor størrelse kan downloades via forsiden af dette website

Tamin-borgmester_Bo_Bach_Jensen_concrete5.jpg

Tamim flygtede sammen med sin kone Fatimeh fra
Afghanista, og de bor nu i Sønderborg med deres tre børn,
to sønner på 11 og 8 år, og en lille datter på ét år.
Foto: Bo Bach Jensen

Tamim-start-brgmster_m_ansgning_Bo_Bach_Jensen_concrete_5.jpg

Borgmester Aase Nyegaard gav Tamim Shakeel og
S2017-ansøgningen gode ord med på vejen:
Foto: Bo Bach Jensen

ankomst-fyn_Faaborg-Midtfyn-skilt_Bo_Bach_Jensen_Concrete_5.jpg

Kulturministeriet - here we come! S2017-teamet er klar til
turen tværs over Fyn. Fra venstre Tamim Shakeel,
Juliana Salten og Brian O'Driscoll. Foto: Bo Bach Jensen

Tamim_og_Brian_Fyn_-_ker_-_countryside_Bo_Bach_Jensen_concrete5.jpg

Turen gik tværs over Fyn, der som en del af Syddanmark
også er med i Sønderborgs kandidatur. Brian O'Driscoll
løb sammen med Tamim Shakeel gennem det  skønne
syd- og østfynske landskab. Her er der også godt
grundlag for at skabe en Countryside Metropolis. 
Foto: Bo Bach Jensen