7. juni 2012

Søren Dahl fik et 2017-badge

En propfyldt sal i Sønderborg Teater var publikum den 29. maj til Café Hack – Danmarks populæreste radioprogram, som sendes på P4 hver søndag formiddag for ca. en million lyttere. Programmet, der blev optaget i Sønderborg, kan høres søndag den 1. juli som det første af syv programmer, der optages på danske øer. Programmets gæster var foredragsholder med meget mere Christine Feldthaus, borgmester Aase Nyegaard og revydirektør Leif Maibom.

soren-dahl123.jpg
Søren Dahl er en populær herre - også i Sønderborg.

Aase Nyegaard benyttede naturligvis lejligheden til at slå et slag for Sønderborgs kandidatur til at blive Europæisk Kulturhovedstad i 2017. Bl.a. fik hun den fyldte sal til at råbe et rungende JA til spørgsmålet om, hvorvidt vi vinder over Aarhus i kampen om titlen. Og det lykkedes hende at aflevere et S2017-badge til programvært Søren Dahl, som ellers forsøgte at undvige ved at minde om, at han jo kommer fra – netop Aarhus.