28. marts 2012

Sønderborg slukker lyset klokken 20.17

Den 31. marts 2012 kl. 20.30 går Earth Hour igen verden rundt. Fra New Zealand til New York vil flere hundrede millioner mennesker slukke lyset i en time. De gør det for at markere ønsket om seriøs handling mod de globale klimaforandringer – og for at vise, at de selv tager ansvaret på sig.

Sønderborg Kommune, som med ProjectZero arbejder på at blive CO2-neutral i 2029, bakker op om Earth Hour, og slukker gadelyset alle steder, hvor det er tilladt. De eneste steder, der vil være gadelys, er ved signalanlæg, belyste rundkørsler og ved fodgængerovergange. Kommunen opfordrer samtidigt borgere, butikker, virksomheder, institutioner til at være med: Lad os sammen slukke lyset!

Dog har Sønderborg en tradition for at gøre tingene på sin egen måde. Byen går foran og slukker lyset lidt før alle andre, nemlig kl. 20.17

sluk-lyset_2_web380px.jpg

ProjectZero - en del af S2017

Det gøres for at markere, at Sønderborg vil være Europæisk Kulturhovedstad i 2017. Kulturhovedstaden temaer tager udgangspunkt i, at kulturel mangfoldighed er en styrke, og at vi skal åbne os mod den store verden på tværs af alle grænser. Lyset slukkes for at vise vores solidaritet med de samfund og kulturer, der trues af globale klimaforandringer. Tingene hænger sammen, og derfor er ProjectZero også en del af Sønderborg 2017.