de  |  en

SØNDERBORG BESTOD FØRSTE PRØVE TIL KULTURHOVEDSTAD

Efter fremlæggelse af ansøgningerne til Europæisk Kulturhovedstad i 2017 har juryen afgjort, at begge kandidater i Danmark, Aarhus og Sønderborg med Sønderjylland-Schleswig, går videre til den endelige afgørelse i august 2012.

bestod_frste_prve_25_11_pressemoede_Gaulhofer.jpg
Efter Anne Branch fra EU-Kommissionen havde fortalt om kriterierne for Europæisk Kulturhovedstad ved pressemødet i Kulturministeriet, udløste formanden for juryen, Manfred Gaulhofer, endelige spændingen. Aarhus går videre til anden runde... men også Sønderborg.

Danmark skal i 2017 være vært for Europæisk Kulturhovedstad, og de to byer, der har meldt sig som kandidater, er begge stadig i spil efter første runde i ansøgningsfasen. Fredag fremlagde Aarhus og Sønderborg med Sønderjylland-Schleswig deres ansøgninger i Kulturministeriet overfor juryen, der består af seks medlemmer fra Danmark og syv medlemmer fra Europa. Efterfølgende erklærede juryen, at begge byer kvalificerer sig. Ansøgningerne skal nu videreudbygges og fremlægges igen i august 2012, hvorefter den endelige afgørelse falder.

- Det er fantastisk, at vi har mulighed for at arbejde videre med vores vision. Vi er stolte af, at vi fortsætter i konkurrencen. Det er dog ikke nogen sovepude. Tværtimod. Det er nu, arbejdet for alvor begynder, siger Sønderborgs borgmester, Aase Nyegaard, Fælleslisten.


Både den tyske delstat Schleswig-Holstein og Region Syddanmark bakker op om Sønderborg med Sønderjylland-Schleswigs kandidatur.

- Et stort tillykke skal lyde herfra. Vi i Region Syddanmark bakker naturligvis op om kandidaturen til kulturhovedstad. Den viser, at vi i Syddanmark tør tænke store tanker. Tanker om at skabe kulturoplevelser til hele Europa. Og det passer godt sammen med regionens vision om at gøre grænseregionen til en vækstregion. Jeg håber, at Sønderborg når endnu længere – det vil være til gavn og glæde for mange, siger regionsrådsformand Carl Holst (V).

Blåstempling af Sønderborg.

Fremlæggelsen bestod af en halv times fri præsentation og bagefter tre kvarter med spørgsmål fra juryen. En helt lukket session, så byerne har ikke overværet hinandens præsentationer. For Sønderborgs vedkommende har der ligget ugers forberedelse bag, og borgmester Aase Nyegaard var med på præsentationsholdet:

- Det, at vi går videre ser jeg som en blåstempling af dét, vi har sat i gang. Det er en bevægelse med tusindvis af mennesker, som er optændt af ideen om mere samarbejde over grænsen, siger hun.

bestof_frste_prve_25_11_borgmestre_handshake.jpg

Efter det stod klart, at både Aarhus og Sønderborg går videre til anden runde i udvælgelsen af Europæisk Kulturhovedstad 2017, gav byernes borgmestre hinanden hånden. Fra Sønderborg, Aase Nyegaard og fra Aarhus: Jacob Bundsgaard. Foto: Patricio Soto, Sønderborg2017

 

Landlig metropol

Visionen består i at gøre de to udkantsområder på hver side af grænsen til et nyt centrum – en ”Countryside Metropolis” – en landlig metropol, der både rummer den kreative energi, som kendes fra storbyerne, og en række bæredygtige værdier, der kendetegner et landligt område såsom nærhed til naturen, stærke fællesskaber og en rolig, men praktisk og dermed effektiv tilgang til at rejse projekter, der ellers kan synes umulige. Det forklarer Else Christensen Redzepovic, der står i spidsen for Sønderborgs kandidatur:

- Vores perspektiv rækker frem mod en af de helt store udfordringer i Europa: Storbyerne vokser eksplosivt og efterlader landområderne stadig mere udpinte. Og mens livet i storbyerne bliver stadig mere ens kloden rundt, bevarer landområderne i højere grad deres særkende og særlige kultur.

 

Livsvigtig dagsorden

Else Christensen Redzepovic glæder sig til ansøgningsrundens anden fase:

- Nu vil vi – sammen med borgerne – arbejde for at rulle bevægelsen endnu mere ud – også i Europa, så vi kan styrke vores netværk og tage fat på udfordringerne sammen. Vi har mærket, at vores dagsorden er vedkommende for mange, og i dag har vi for alvor fået håb om, at vi kan rykke noget, siger hun i overbevisning om, at Sønderborg med Sønderjylland-Schleswig har en livsvigtig sag:

- Europas landlige områder og mindre byer har brug for det. I Sønderborg-området for eksempel falder befolkningstallet drastisk i de næste 20 år, og det er især de unge, der forsvinder. Hvis der ikke sker noget, vil vi ende som et smukt alderdomshjem. Men vi er en lille by, hvor der sker store ting. Det vil vi kæmpe videre for.


Teksten kan frit gengives. Foto kan rekvireres, og yderligere oplysninger fås hos:
Else Christensen Redzepovic, leder af kandidaturen Sønderborg med Sønderjylland-Schleswig, tlf. 2790 6836, e-mail: ecre@sonderborg.dk
Henriette Pilegaard, kommunikationschef, Sønderborg med Sønderjylland-Schleswig, tlf. 290 5377, e-mail: hpil@sonderborg.dk