3. maj 2012

Wishfish_alm.jpg

Sønderborg 2017 viser flaget i Paris

Sønderborg har i kraft af sin kandidatur til at blive Europæisk Kulturhovedstad i 2017 fået tildelt en stand på Rådhuspladsen, når Paris den 8. og 9. maj fejrer Faites l’Europe. Der ventes ca. 15.000 gæster på pladsen de to dage.

At Sønderborg får denne usædvanlige chance, hænger sammen med, at arrangørerne af Europadagene har valgt – på grund af det danske formandskab i EU – at give Danmark en fremtrædende plads ved årets fest. Det er syvende år i træk, festedagene holdes, og de foregår traditionen tro på Rådhuspladsen – Place d’Hotel de Ville.

Den danske ambassade har en stand, hvori den informerer om Danmark og formandskabet. Derudover har ambassaden tildelt de to danske 2017-kulturhovedstadskandidater, Århus og Sønderborg, en stand til deling. Borgmester Aase Nyegaard, Sønderborg, og kulturrådmand Marc Perera Christensen, Århus, vil i fællesskab åbne standen, når Faites l’Europe åbner på tirsdag kl. 13. Senere samme dag aflægger en officiel delegation bestående af blandt andre Paris’ borgmester Bertrand Delanoë, Berlins borgmester Klaus Wowereit og Bruxelles borgmester Freddy Thielemans besøg på pladsen.

Sønderborg har på sin stand valgt at have en aktivitet, som er beskrevet i den første ansøgning om at blive kulturhovedstad. Den skaffede som bekendt Sønderborg og Sønderjylland-Schleswig videre til anden og afgørende runde, hvor den europæiske jury træffer afgørelsen 24. august i år.

 

Aktivitetens hovedattraktion er en 2,5 meter lang skulptur af træ, som forestiller en fisk. Den er skabt af billedhugger Johannes Caspersen, Flensborg, som led i Maritime Art Project – MAP. Fisken var sidste sommer med på togt fra Flensborg til Kollund, Sønderborg og Aabenraa, og i alle byerne kunne børn dekorere små fisk af karton og skrive ønsker til fremtiden på. Bagefter fodrede de den store træfisk med de små fisk med ønsker på – deraf navnet Wishfish. Det er også på den måde, de parisiske børn og deres familier vil møde Sønderborg.

 

Forskellige brochurer, balloner, flag, en film, plakater og meget mere vil understøtte fortællingen om Sønderborg og Sønderjylland-Schleswig samt regionens satsning på at blive Europæisk Kulturhovedstad i 2017. Wohlenberg Vinhandel i Sønderborg har sørget for, at standens gæster kan smage på søde danske lakridsfisk.

Sønderborgs stand bemandes af cand.mag. i kunsthistorie Gurli Dammers, Kollund, og kommunikationsmedarbejder i Sønderborg Kommune, Herdis Thomsen.

Se evt. mere på http://frankrig.um.dk/da/eksportraadet/nyheder/newsdisplaypage/?newsid=8db48dad-7bfe-4f7f-903b-40e1a2173782

 europe__2012_plakat.jpg