29. juni 2011

SAFAA OG JOHANNA ER BINDESTREGS-DANSKERE

Safaa har arabisk baggrund og er dansk. Johanna er fra Flensborg og er dansk. Begge er bindestregs-danskere: palæstinensisk-dansk og tysk-dansk. Sammen tager de ud som kulturmødeambassadører og taler om at være bindestregs-dansker. Forleden på Social- og Sundhedsskolen Syd i Aabenraa.

kulturmoedeambass_1_stort.jpg
- Hvis I kun havde talt i telefon med os, ville I nok synes, at Safaa lyder mest dansk, siger Johanna.
 

- Jeg er lidt nervøs, siger hun og lyder også sådan.

Hun hakker og stammer. Hun har tørklæde på og lang kjole. Hun er fra Odense, og hun er gift med sin fætter fra Libanon, fortæller hun.

- Jeg ville ikke, men jeg skulle. Jeg ville også gerne have en uddannelse, men min kultur siger, at jeg ikke må.

Hun ser så ulykkelig ud, som om hun er ved at græde, og tilhørerne rykker lidt rundt på stolene. Så slår hun om:

- Det er nok sådan, at I forventer, at jeg vil være!

Et stort smil er kommet frem og et selvsikkert blik. Safaa Abdul-Hamid på 24 år er rigtig nok fra Odense, og hun er gift, men med en mand, hun mødte på universitetet i Odense, hvor hun læser international erhvervsøkonomi og arabiske sprog.


I hele lokalet breder sig en AHA-stemning.

- Du er altså ikke gift med din fætter fra Libanon, lyder spørgsmålene fra en af tilhørerne. Det er elever på sosu-hjælperuddannelsen på Social- og Sundhedsskolen Syd i Aabenraa, som har inviteret Kulturambassadørene fra Grænseforeningen.

- Nej, han er født i Danmark og har palæstinensisk baggrund, men jeg har selv valgt ham, bedyrer Safaa, og fortæller, at han i dag er fulgt med fra Odense og sidder i et andet lokale i bygningen.

- Og det er altså ikke fordi, jeg som kvinde altid skal overvåges, men fordi vi har planlagt en udflugt her i det sønderjyske bagefter, smiler Safaa, der selv har palæstinensisk baggrund og kom til Danmark med sine forældre, inden hun fyldte et år.

I dag er hun mødt frem som kulturmødeambassadør sammen med Johanna Jacobsen, der boede i Flensborg, hvor hun gik i dansk skole, og derefter flyttede til Haderslev i 7. klasse. Hun er altså fra det danske mindretal i Sydslesvig.
Safaa fortæller, at familien midt i hendes skoletid flyttede fra Sønderjylland til Odense.

- Det var en sproglig udfordring. Jeg var jo vant til, at slik hedder bom!

Straks er dialogen i gang. Yvonne Kristensen fra Øster Højst siger:

- Ja, jeg kom fra Fyn til Sønderjylland, og den første uge forstod jeg ingenting! De mente, at jeg måtte være københavner.  
Safaa fortæller, at hun altid har set sig selv som meget dansk og havde danske venner. Familien havde sat sig for at bo i centrum af Odense, men der var det ikke let at få lejlighed. Det var det til gengæld i Vollsmose.

- Jeg havde flere gange set noget om Vollsmose i tv. Det var jo noget med bander og vold - en ghetto! Men vi ville gerne flytte hurtigt, og så viste det sig, at Vollsmose var noget helt andet. Det var faktisk et kulturchok for mig, fordi der var så mange forskellige. Min søster og jeg grinede over, at vi endda så en etnisk dansker. I en ghetto skal folk ligne hinanden, men det gjorde de slet ikke. Der var alle slags, faktisk 75 forskellige nationaliteter. Så er Strandvejen mere en ghetto! Jeg begyndte at se på det som et sted med mangfoldighed og et sted, hvor man kunne udvide sin horisont.

Hvis man skal komme ind på livet af hinanden, er det nemlig nødvendigt at kende hinandens forskelligheder, forklarer Safaa. For eksempel bruger muslimer ikke at hilse ved at give hånd - i hvert fald ikke til det modsatte køn. I stedet holder de hånden op til hjertet og hilser for at vise ærlighed og respekt.

Igen er der respons fra tilhørerne: Yvonne Kristensen:

- Det er derfor, at jeg er kommet. Jeg vil gerne vide den slags, altså hvordan man går ind til sådan nogle. Der er vi jo gæster!

Yvonnes sidekvinde, Vera Sørensen fra Padborg, supplerer:

- Ja, det må være svært - især når vi har udvidet vores kultur til, at vi næsten skal omfavne hinanden.
 
Safaa fortæller, at tvivlen ramte hende som 15-årig. Hvem er du? Hvor er du fra? Odense? - nej, Sønderjylland? - nej. Er du dansker eller araber? Jeg blev hele tiden spurgt, hvad jeg var. Til sidst spurgte jeg mig selv: Skal jeg vælge?

- Jeg er kommet frem til, at jeg godt kan sige både-og. En journalist spurgte mig engang. Er du dansker? Jeg svarede JA, og så efter nogle sekunder.....men jeg er aldeles også palæstinenser. Den identitet vil jeg ikke give afkald på. Man behøver ikke at vælge. Man kan sagtens være det, jeg kalder bindestregs-dansker.

Tørklæde, islam og arabisk sprog. Hvad har det så lige til fælles med at være fra det danske mindretal i Sydslesvig?
Jo, de føler sig ofte også som bindestregsdanskere - især den unge generation.

Johanna Jacobsen, der netop har afsluttet et ophold på Hadsten Højskole efter studentereksamen på Haderslev Katedralskole og er på vej til at læse på Roskilde Universitets Center, har en far, der er tysk, og en mor, der er halvt tysk og halvt dansk.

- Da jeg var lille i Flensborg, skulle mine forældre beslutte sig for det danske eller tyske system. De valgte den danske børnehave, hvor kvaliteten er kendt for at være lidt bedre - og så blev mine morforældre også glade. Men det betyder, at jeg har slået katten af tønden og skrevet gækkebreve som alle andre danske børn. Men jeg har også sat en støvle ud 6. december, så Sct. Nicolaus kunne putte gaver og slik i den - ligesom det er normalt for tyske børn.

Familien flyttede i 2006, da Johanna var 15 år, til Sommersted ved Haderslev i Danmark, da faren fik job i Kolding.

- Jeg synes egentligt, at jeg nemt faldt ind i skolegangen i Haderslev. Jeg var bange for, at det ville være svært, men jeg har ikke oplevet noget. Jeg kunne også hjælpe de andre med tysk, og så har jeg selvfølgelig i forhold til Safaa den fordel, at jeg ser ud som de andre.

I Johannas hjem tales både tysk og dansk, efter hvad der lige falder nemmest, mens hendes lillesøster på tre år kun taler dansk. Og hvis Johanna får lillesøsteren i telefonen, volder det kvaler:

- Jeg må indrømme, at jeg stadig ikke forstår sønderjysk helt.

Selv har Johanna en svag tysk accent. Hun er faktisk overbevist om, at hvis man taler i telefon med Safaa og hende uden at have set dem, så vil man tro, at Safaa er mere dansk.

- Man kan ikke høre det på hende, men det kan man på mig!

Ellers synes Johanna, at hun og Safaa har den del til fælles.

- I gymnasiet, når klassen diskuterede indvandrere, tænkte jeg: Er det ikke mig, egentligt? Så sagde de andre. Neeejj! Men sådan er det jo.

Det giver nogle fordele at kende to kulturer, synes Johanna. Efter studentereksamen var hun i en længere periode i Italien, og her faldt det hende let at navigere i den anderledes kultur.

- Når jeg blev spurgt, hvor jeg kom fra, svarede jeg nogle gange Danmark og andre gange Tyskland. Jeg kunne også sige: Jeg er tysk, men bor i Danmark, eller min mor er dansk, og min far er tysk. Men nogle gange gider man ikke at komme med den lange forklaring.

Og Johanna er overbevist om, at fordelene kun vil vokse. Hun har allerede mærket det i sit fritidsjob på et lager.

- Her var der mange tyske medarbejdere, som pendlede ind over grænsen, og her var jeg en ressource, fordi jeg kunne oversætte.

På højskolen i Hadsten synes Johanna, at hun har mødt noget af det mest danske. Her skulle de for eksempel synge morgensang.

- Der var også elever fra Rumænien, Letland og Ungarn, og de syntes, at det var underligt. Så hørte jeg mig selv sige: Jamen, det gør vi danskere bare!

På højskolen var der også imellem eleverne drillerier over, om man kom fra København eller Vestjylland.

- Så tænkte jeg: Hmmmm, jeg må være i boks med dem fra Sønderjylland - mine forældre bor der endnu. Fint, men jeg kan også være Johanna fra Danmark eller Johanna fra Tyskland. Jeg har brug for at være begge dele, og jeg vil gerne kunne bruge de styrker, det har hver for sig.  Jeg tror også, at jeg vil få nemmere ved at lære endnu flere sprog og at begå mig i flere kulturer. Det er jo underligt: Min familie er kun indvandret 60 kilometer, og alligevel er der så store forskelle, og nogle ting er ikke så lette at forstå. For eksempel at den danske humor kan være så grov, det er ironien. Det snakkede vi også om på højskolen, og det undrede dem fra Letland og de lande. Og så det med, at man i Danmark omfavner hinanden - Uha, det bruger man ikke i Tyskland. Men det er jo for at have det hyggeligt, og det er godt.

Mellem Johanna, Safaa og tilhørerne fortsætter snakken om, hvad man skal gøre:

- Jeg har et tyrkisk ægtepar som venner, og jeg plejer ikke at tænke over, at de er muslimer, men jeg synes, at jeg skal respekere deres kultur, når jeg besøger dem - og omvendt. Hvis vi kommer til et land, hvor kvinder går med tørklæder, vil vi jo også bære et.

Safaa: Jamen, vil du så generelt have det omvendt. At indvandrere skal opføre sig som gæster hos danskerne?

Spørgsmålet åbner for en lang række emner: Tørklæder, Muhammed-tegningerne og islam overfor arabisk kultur. En af tilhørerne lufter et konkret problem: Må en kvindelig sosu-hjælper aldrig vaske en muslimsk mand?
Safaa forklarer: Jo, det må hun godt, hvis der ikke er andre muligheder, og det er der jo som regel ikke.

Til sidst stiller Safaa spørgsmålet:
- Kan man som indvandrer bibeholde noget af sin identitet og stadig være en ligeværdig borger?

- Ja, det kan man godt. Men det er vigtigt, at vi kommer ud og møder jer og oplever, hvad det er. Så er det ofte noget andet, end man gik og troede, lyder det fra tilhørerne på Social- og Sundhedsskolen. Og ifølge projektleder Jette Hørslev-Petersen er det absolut ikke sidste gang, skolen har haft besøg af kulturambassadørerne.