27. juli 2012

Spejdere_publikum_482.jpg

 

S2017 rykkede ind i Spejdernes Lejr

Ved den hidtil største spejderlejr nogensinde i Danmark med 35.000 spejdere fra fem korps i Danmark og gæstespejdere fra alle verdens kontinenter, som finder sted i denne uge ved Holstebro, havde Sønderborg med Sønderjylland-Schleswigs kandidatur til Europæisk Kulturhovedstad sit eget indslag.

Det var for de cirka 450 spejdere og ledere fra Sønderborg og deres gæster fra udlandet, som bor i kvarteret Stjernebålet i bydelen Båltrup. Hele bydelen var tirsdag aften inviteret til S2017-bodystomp og sang og musik med Oliver Jon og Adam fra Sønderborg og en gruppe unge sangere og musikere, som var på besøg.

Spejderlivet i lejren, hvor grænser brydes mellem de forskellige korps og mellem spejdere fra mange lande, passer som hånd i handske med ånden i Sønderborg med Sønderjylland-Schleswigs kandidatur, som er bygget op over temaet ”Kultur over grænser”. Det handler om, at man gennem fælles, kulturelle aktiviteter skaber samhørighed og forståelse for det, der ellers opleves som fremmed. Og det bygger på at skabe rum for kreativiteten hos den unge generation og give dem et ansvar.

Konference om frivillighed

De stærke fællesskaber, der ikke mindst findes i landlige områder som Sønderborg og Sønderjylland-Schleswig, bygger på det personlige ansvar, som særligt kommer til udtryk gennem den frivillige indsats i foreningslivet og i socialt arbejde. Dette var også et tema på spejderlejren, da der mandag blev holdt Borgmestermøde, hvor alle landets kommuner var inviteret, og der blev holdt konference om det frivillige arbejde i Danmark.

På trods af, at det er ferietid, var ikke færre end 56 kommuner repræsenteret ved borgmestre eller lokalpolitikere. Fra Sønderborg kom byrådsmedlem Jesper Kock. Også statsminister Helle Thorning-Schmidt besøgte lejren denne dag, som blev afrundet med en receotion for HKH Prinsesse Benedikte, der er protektor for spejderne i Danmark.

Denne aften holdt spejderne fra Sønderborg Kommune deres eget Bydelslejrbål sammen med deres venskabsgrupper, og de 600 deltagere underholdt hinanden med sange og optræden: Danske, engelske, svenske, norske og tunesiske sange, taler og latter steg op mod aftenhimlen.

De mindste spejdere rejste hjem onsdag, mens større spejdere på søndag nedlægger lejren, der har haft størrelse som en provinsby – ja faktisk omtrent som Sønderborg.

Spejdere_scene2_350.jpg

 

Spejdere_Jon_Oliver_350.jpg

Musiker Oliver Jon fra Sønderborg havde taget en ung gruppe
med til en gang S2017 bodystomp
 
Spejdere_-_hoveder_350.jpg

 

spejdere_lejr_350.jpg

 

Spejderlejr_luftfoto_350.jpg