31. maj 2012

2017-Stephan_og_Mojn-ko_-_concrete5.jpg

Countryside Metropolis er med på fællesdyrskuet

Besøgende på Det Sønderjyske Fællesdyrskue denne fredag og lørdag får mulighed for at høre mere om den syddanske satsning på at hente titlen som Europæisk Kulturhovedstad til Sønderborg i 2017. Med temaet ”Countryside Metropolis” har 2017-teamet fået en særlig invitation til at stille sin stand op til det store dyrskue.

- Sønderborg har skabt et helt nyt koncept for landområder som vores. Vi vil bryde tendensen til, at Europas storbyer suger al liv og udvikling til sig og efterlader landområderne døende. Vi er i gang med at udvikle det, vi kalder en Countryside Metropolis – en landlig metropol, der fusionerer de bedste kvaliteter fra land og by og bruger kulturen som løftestang for vækst og udvikling, siger Gitte Bjørn-Lüthi der er projektkoordinator på 2017-kontoret i Sønderborg. Mød Gitte og andre medarbejdere fra kulturhovedstadssekretariatet i telt 36, som de deler med Tønder, Aabenraa og Sønderborg kommune samt Museum Sønderjylland.

Stephan Kleinschmidt, som er formand for kultur- og erhvervsudvalget i Sønderborg og ophavsmand til ideen om at kandidere til Europæisk Kulturhovedstad, vil som taler ved dyrskuefrokosten også fortælle om kulturhovedstadssatsningen og arbejdet med at udvikle en landlig metropol.