7. november 2011

KULTURMINISTEREN BLEV VARM OM HJERTET

Her er et enormt engagement og et højt ambitionsniveau for kulturhovedstaden. Der er ingen tvivl om, at hele regionen bakker op, og at perspektiverne er inspirerende, uanset om I bliver kulturhovedstad eller ej.

Kulturministeren_-_Alsion.jpg
Kulturminister Uffe Elbæk fik en rundvisning i Alsion, og borgmester Aase Nyegaard fortalte om Frank Gehrys masterplan for havnen på den modsatte side.

Jeg samler ind af alle gode ideer, og her er der virkelig synergi i samarbejdet mellem sektorer og over grænsen. Nu spiller violinerne - ja, men jeg mener det. Kultur er identitetsskabende, og jeg bliver helt rørstrømsk og varm om hjertet. Sådan sagde Danmarks nye kulturminister, Uffe Elbæk (R), på det afsluttende pressemøde, da han fredag besøgte Sønderborg for at høre om kandidaturen til Europæisk Kulturhovedstad.

Kaffebord i Dybbøl Mølle

Han blev modtaget af borgmester Aase Nyegaard foran Alsion, hvor der i dagens anledning var hejst både Dannebrog, tyske flag og EU-flag. Efter en rundvisnng på Alsion var der indlagt en overraskelse. Den store ministerbil blev skiftet ud med en lille elbil, som med Aase Nyegaard ved rattet trillede op ad banken til Dybbøl Mølle, hvor der var dækket op med brødtort, og der blev skænket kaffe af Madam Blå.

Her blev han modtaget af en 1864-soldat, og elever fra Sønderjyllands Kunstskoles billedkunstneriske grundkursus stod klar med plakater, som de har udformet til Sønderborgs 2017-ansøgning. Dagen før havde Uffe Elbæk med samme formål været på besøg i sin gamle hjemby Aarhus, som er landets eneste anden kandidat, når Danmark i 2017 skal være vært for Europæisk Kulturhovedstad. Begge byer har indleveret en ansøgning til Kulturministeriet, og det vil i august eller september næste år blive afgjort, om det bliver Aarhus eller Sønderborg med Sønderjylland-Schleswig.

Kulturministeren__Dybboel_-_hilser_paa_Else.jpg
I Dybbøl Mølle hilste kulturminister Uffe Elbæk på Else Christensen Redzepovic, der er leder af Sønderborg2017 - kandidaturen til Europæisk Kulturhovedstad. Foto: Kim Toft Jørgensen

 
Kulturministeren er glad for, at det ikke er ham personligt, der skal træffe afgørelsen:

- Begge byer skal have cadeaux for deres store engagement og mange gode ideer. Kandidaturerne er meget forskellige, men de er for mig at se lige værdige, og det er vigtigt for mig at holde et armslængdeprincip, sagde han med henvisning til, at det er en jury på 13 personer, der skal træffe valget. De syv er udpeget i Europa, mens han selv har udpeget seks jurymedlemmer i Danmark. Det bliver først om et par uger offentliggjort, hvem de danske jurymedlemmer er.

- Men det er en meget kompetent og dygtig jury. Jeg kan få helt ondt i maven af nervøsitet på begge byers vegne, sagde Uffe Elbæk.

Sønderborg på landkortet

Det var kulturministerens første besøg i Sønderborg, bortset fra at han tidligere har været til møder på Danfoss. Men det er hans klare opfattelse, at kandidaturen til kulturhovedstad allerede nu har fået Sønderborg meget tydeligere frem på landkortet, og han er overbevist om, at der er elementer i kandidaturerne i både Sønderborg og Aarhus, som virker inspirerende vidt omkring.

- Det er vigtigt, det I har i gang. Jeg er sikker på, at det er med til at inspirere landspolitikere til at forstå kulturpolitikkens betydning, sluttede kulturministeren