8. juli 2011

KULTURHOVEDSTADEN OG JAZZALS INDTOG STENBROEN

I forbindelse med Copenhagen Jazz Festival holdt Sønderborgs Kulturhovedstadssekretariat og de fire orkestre under JazzAls torsdag den 7. juli deres indtog på stenbroen. Under banneret for Sønderborg med Sønderjylland-Schleswig - Europæisk Kulturhovedstad 2017 spillede de fire sønderjyske jazzbands i beboerhuset ”Støberiet” på indre Nørrebro.

Copenhagen_Jazz_Festival_015.jpg

Jazzmusik er i sin oprindelse et møde mellem to kulturer – den afrikanske og den europæiske. Det er derfor en musikform, der udfordrer og kombinerer grænserne. Et af de centrale temaer i Sønderborg for Sønderjylland-Schleswigs ansøgning om at blive Europæisk Kulturhovedstad er netop kultur over grænser. Det være sig både de fysiske såvel som de mentale grænser. Det var derfor naturligt for kandidaturen bag Sønderborg med Sønderjylland-Schleswig – Europæisk Kulturhovedstad 2017 at stille op sammen med orkestrene, da de torsdag spillede på Nørrebro.

Solen skinnede fra en skyfri himmel, og der var børn og voksne i en skøn forening, da Copenhagen Jazz Festival rykkede ind i Nørrebros hyggeligste baggård. Eftermiddagens gæster kom til, og kl. 16.00 var Støberiets borde fulde af forventningsfulde publikummer.

Maria Carmen Koppel lagde ud og fik blandt andet hjælp af sin 6-årige datter på scenen. Så var det tid for et af de sønderjyske jazzbands til at spille. Bandet Bly-blu-bli-ble efterfulgte Maria Carmen Koppel og fik publikum op at stå – i bogstaveligste forstand. Der blev hujet og klappet, da bandet bad publikum om at rejse sig, hvis de kendte nogle af de spillede numre. De fleste genkendte titelmelodien fra Pippi Langstrømpe.

Tempoet kom yderligere op, da Niels Præstholm & the Gyroscope String Trio med Simon Spang Hanssen og Håkon Bjerre kom på scenen. De leverede en omgang heftig impro jazz med masser af skønhed, action og finurlige kompositioner.

Copenhagen_Jazz_Festival__plser_Gitte.jpg

Midt i al den prægtige musik var der også plads til mad og drikke. 2017 Sekretariatet havde medbragt sønderjyske ringriderpølser, mens Støberiet var vært for en lækker buffet. Og menuen denne dag kan også siges at være et møde mellem to kulturer. På menuskiltet stod valget blandt andet mellem ”Hallal lam” eller ”Sønderjyske ringriderpølser”. Og der var plads til det hele under jazzarrangementet.

Sønderborg Kommunes flagskib indenfor jazz og rytmisk musik – Art Ensemble Syd – afløste Niels Præstholm og band. Art Ensemble Syd består af syv musikere, og de leverede nogle flotte arrangementer. Aftenen blev rundet af med musik af Don Immel Sekstet, der leverede funky party jazz. Don Immel er solobasunist i Sønderjyllands Symfoniorkester og en af landets bedste basunspillere.

De sønderjyske jazzbands var populære blandt publikum. Så populære at de blev bedt om adskillige autografer. I mellemtiden fik 2017 Sekretariatets medarbejdere langet mange ringriderpølser over disken, akkompagneret af en snak med publikum om Sønderborg med Sønderjylland-Schleswigs kandidatur til Europæisk Kulturhovedstad.

Aftenen og arrangementet var en succes og bød på kultur over grænser i form af mødet mellem provinsen og stenbroen, mødet mellem forskellige madkulturer og mødet mellem forskellige musikarter, som udgør et vigtigt element i jazzmusikken.