25. august 2012

Danfoss-fly_lysnet_482.jpg

 

Kulturhovedstaden landede med stil i Sønderborg

Ned kan man altid komme - mere eller mindre elegant.
Jørgen Mads Clausen, Danfoss, sørgede for, at Sønderborgs borgmester, Aase Nyegaard, Flensburgs borgmester, Simon Faber, og så mange fra holdet som kunne være i Danfoss' eksklusive Falcon7X-fly, blev fløjet hjem med stil.

Der var gjort klar til fest med champagne, og der blev skålet alligevel, efter de tre motorer havde løftet maskinen brat op i luften. I de bløde lædersæder var Jørgen Mads Clausen, Aase Nyegaard og Simon Faber enige om, at der skal ske en masse på kulturområdet, selv om det ikke bliver med Europæisk Kulturhovedstad som etiket.

Efter blot 25 minutter var flyet nået frem til Sønderborg, hvor det tog et par runders lav flyvning hen over byen, hvor Kulturnatten var i fuld gang. Æresrunder kan man godt kalde det, for uanset er der skabt et momentum for Sønderborg og regionen, som nu kan udnyttes til at sætte turbo på samarbejdet. Det bliver dog ikke helt på samme niveau, som hvis kulturhovedstaden var kommet i hus: 
- Ooooh, der er min slagmark, sukkede den kunstneriske leder for S2017, Sue McCauley, mens hun kiggede ud fra flyets vindue. Nu er det uvist, om projektet "Healing the Battlefield" vil blive gennemført. Sue McCauley rejser fra Sønderborg på onsdag til Australien, hvor hun straks skal stå i spidsen for to store kunstudstillinger. 

Flyveturen var en oplevelse, der fik humøret til at stige nogle grader igen, og også i busserne, der kørte hjem mod Sønderborg med supportere og resten af S2017-teamet - heriblandt S2017-leder Else Christensen Redzepovic, var stemningen fortrøstningfuld, forlød det.

Efter landingen inviterede Aase Nyegaard hele holdet på en øl i byen. Her var der kram og skulderklap fra masser af borgere, men også et tv-hold på jagt efter borgmesterens kommentar. Nu skal der arbejdes på plan B!