9. maj 2012

Paris_3_web_size_Concrete_5_str.jpg

Kultur over grænser i Paris

Sønderborg har sammen med Aarhus repræsenteret den danske ambassade i Paris på en stand ved Europadagene, som gennemføres af bystyret i Paris hvert år – i år for syvende gang. Den danske ambassade har som alle andre kunnet se, at den danske stand var pladsens bedst besøgte, og de interaktive stande er blevet rost til skyerne.

Faites l’Europe – Skab Europa – hedder dagene, som omdanner Rådhuspladsen i centrum af Paris til et informations- og oplevelsesland for børn og voksne. Danmark har fået en stand på grund af, at vi netop nu har formandskabet i EU, og Danmark har så valgt at give standen til de to danske kulturhovedstads-kandidater, Aarhus og Sønderborg.

Sønderborg har valgt at præsentere en aktivitet, som var med i den første ansøgning til kulturhovedstad 2017 – en ønskefisk, en skulptur af træ på to en halv meter, skabt af billedhuggeren Johannes Caspersen, Flensburg. Fisken er hul og kan derfor rumme utallige små fisk. I den forbindelse er der medbragt 3000 små fisk af karton, og der har de to dage været stor trængsel ved Sønderborg-bordet, hvor kunstneren Gurli Dammers har inspireret børn til at dekorere fiskene, skrive ønsker på dem og dernæst fodre fisken med dem.

Sammen med Aarhus har Sønderborg sikret, at den danske stand har været den klart bedst besøgte på Rådhuspladsen.
- Det har været en stor oplevelse af være på pladsen og præsentere vores kandidatur. Folk har spurgt interesseret til vores tema og været begejstrede for ideen med, at fisken – og dermed kulturen – skaber kontakt på tværs af grænser. Vores deltagelse har også givet kontakt til en række medier hernede og derhjemme, som har villet vide mere, fortæller borgmester Aase Nyegaard, som tirsdag åbnede standen sammen med Aarhus’ kulturrådmand, Marc Perera Christensen, og derefter både tirsdag og onsdag har været på standen.

Ud over ønskefisken har 2017-standen fra Sønderborg gjort sig bemærket med uddeling af balloner, lakridsfisk fra Wohlenberg, turistfoldere, informationsmateriale om 2017-kandidaturen og materiale fra Visit Denmark. Det meste er nu, kort før standen lukker, revet væk. I dag har børnene fri fra skole i Frankrig, og pladsen har haft stort besøg af skolefritidsordninger, som både har malet fisk på den danske stand og spillet bordfodbold, som Aarhus havde med på standen. 

Tilbage i Sønderborg bliver der nu arbejdet på de sidste detaljer i den endelige ansøgning om at blive kulturhovedstad, ligesom 2017-sekretariatet også arbejder på – sammen med foreninger og arrangører af forskellige aktiviteter og begivenheder – at være synlige over alt i regionen. Styrkelse af kendskabet til kandidaturen er den vigtigste opgave frem til, at den europæiske jury den 24. august beslutter, om Sønderborg eller Aarhus skal være Danmarks europæiske kulturhovedstad i 2017.

Paris_sidste_concrete_5_size.jpg