14. september 2012

Kommunen inviterer S2017 partnere og frivillige til 2017-aften

Sønderborg Kommune vil gerne sige tak for et godt samarbejde om kandidaturen til Europæisk Kulturhovedstad, og inviterer alle S2017 partnere og frivillige til 2017-aften i Café Alsion torsdag den 27. september kl. 19.30-21.00.

- Vi ønsker at kvittere for den kæmpe indsats og det engagement, vi oplevede igennem hele ansøgningsperioden. Der er utrolig mange mennesker og foreninger, der har arbejdet med på forskellige måder. Det er umuligt for os at nå ud til alle med en personlig invitation, derfor har vi i stedet sendt en åben invitation ud via annoncer og Facebook, siger borgmester Aase Nyegaard.

Borgmesteren understreger, at det ikke er et afslutningsarrangement, der inviteres til:

- Det bliver en aften, hvor vi også ser fremad og ser på, hvordan vi kan fortsætte S2017-satsningen og arbejdet med at udvikle en Countryside Metropolis. Vi vil bl.a. gerne fortælle om de mange positive tilkendegivelser og opmuntringer, vi har fået efter den 24. august, hvor Aarhus vandt titlen som Europæisk Kulturhovedstad. Og så er det en aften, hvor alle har mulighed for at være med til at bringe S2017-visionen videre, siger borgmester Aase Nyegaard.

Borgmester Aase Nyegaard vil indlede aftenen, og der vil være taler af bl.a. Stephan Kleinschmidt og Else Christensen Redzepovic. Derudover vil der være danse- og musikindslag, åben mikrofon og tid til netværk. Tilmelding er ikke nødvendig – alle, der har bidraget til 2017-kandidaturet som partner eller frivillig, er velkommen.

Se invitationen her.