8. august 2012

sheriffo_-_beach_party2_Sdrb._Kommune__482.jpg

Kom til Beach Party og hør om kulturhovedstaden

Vejrudsigten lover sol  og tørvejr i ugens slutning – perfekt til Sønderborg Beach Party, som finder sted fredag og lørdag på stranden ved Idrætshøjskolen i Sønderborg.

Sønderborg med Sønderjylland-Schleswigs kandidatur til Europæisk Kulturhovedstad – S2017 – er med på stranden med forskellige aktiviteter.

wafande.jpg

Hovednavnet ved festivalen er Wafande, som optræder fredag aften, og der vil være dj’s fra Holland og Jamaica. Lørdag begynder til middag med aktiviteter for hele familien og beachvolley,  først på aftenen holdes danse- og dj-konkurrencer, og når mørket falder på, går det løs med spændende dj’s fra blandt andet Caribien, mens spotslys markerer festen ti kilometer op i himlen.

Beach Party arrangeres af Afrikansk Forening ved Sheriffo Danjo, der stammer fra Gambia og selv optræder blandet andet med afrikanske trommer i Hakunamatata Sheriff.  I 2002 holdt han det første Beach Party i Sønderborg med sin egen ghetto blaster og fem deltagere. Siden er begivenheden vokset år for år.

- I den lille landsby, jeg kommer fra i Gambia er der færre end 80 huse – alt er langt væk, så der er vi nødt til at arrangere det selv, hvis der skal ske noget. Vi elsker at danse og feste, og når vi gør det sammen, dannes der bånd mellem mennesker. Sønderborg Beach Party bygger på ideen om, at folk i Sønderborg skal gøre noget sammen – samles om noget, der begejstrer. Det er ikke for at skabe økonomisk overskud, siger Sheriffo, der er glad for den støtte, han får af medborgerne og af en række forretninger i Sønderborg.

Programmet kan også ses HER

Beach_party-_A1_Plakat_250.jpg