29. oktober 2012

2012_Bitten_THUMB.jpg

Bitten Clausen og familien har bakket stærkt op om Sønderborgs grænseoverskridende kulturhovedstadsvision. - De unge er europæere, udtalte hun til ansøgningen.
 

Kom og hyld Bitten Clausen på søndag!

Alle kan være med, når kommunen på søndag hylder 100 års-fødselaren Bitten Clausen for den enestående indsats for egnen, hun har stået for som hustru til og enke efter grundlæggeren af Danfoss, Mads Clausen. Arrangementet holdes på havnen i Sønderborg, men flyttes ind i haller.

Fru Bitten Clausen har allerede været i centrum ved flere arrangementer i anledning af, at hun den 20. oktober fyldte 100 år. Det har dog hidtil været for udvalgte gæster. Men alle er velkomne, når Sønderborg Kommune på søndag kl. 14-15.30 står for sang og musik med mulighed for at synge for fødselaren, kakao, kaffe og kage samt lejlighed til at se og høre, når borgmester Aase Nyegaard overrækker Bitten Clausen en overraskelse fra kommunen.

2008_org_size_Bitten_300.jpg

Bitten Clausen har hele sit liv ført dagbog, og
det var en god hjælp, da hendes livshistorie blev
udgivet i 2008.

Kommunen havde først planlagt, at det skulle foregå i fri luft på havnekajen for enden af Helgolandsgade og Havbogade. Men for at tage højde for risikoen for kulde og regn er arrangementet nu rykket en smule til hallerne lige ved siden af. Skilte vil vise vej.
- Det er området, hvor vi arbejder på at gøre den Frank Gehrys store masterplan for nordhavnen til virkelighed. Jeg synes, det er det perfekte sted at hylde Bitten Clausen, som sammen med sin familie og Danfoss i dén grad har været med til at skabe det fundament på egnen, som vi bygger videre på i dag, siger Sønderborgs borgmester, Aase Nyegaard.

Sønderborg Kommune har allerede overrakt Bitten Clausen én gave – nemlig forslaget om at navngive en del af Nordborgvej til Bitten og Mads Clausens Vej. Det drejer sig om stykket fra Ketting til Danfoss. Navneændringen vil først træde i kraft fra årsskiftet, idet den er i høring hos de berørte parter.

En indsats uden sidestykke

Hvad den anden gave er, forbliver en hemmelighed, indtil den overrækkes på søndag. Desuden byder programmet på musikalsk underholdning ved Danfoss Orkestret, Sønderborg Musikskole, Sønderjysk Pigekor og dygtige vovehalse på skateboards. Tidligere har også færgen "Bitten" indgået i programmet, men denne del er udgået i forbindelse med, at arrangementet er flyttet under tag.
Danfoss Orkestret vil på dagen opføre et stykke ny musik, "Bitten Marchen", som er komponeret til Bitten Clausen. 

- Jeg håber, at rigtig mange vil tage imod invitationen og være med til at hylde fødselaren – for det fortjener hun. Vi ved alle, at hendes indsats for utroligt mange på egnen, især medarbejdere på Danfoss, men også mange andre, er helt uden sidestykke. Jeg glæder mig til, at rigtig mange vil være med til en stor, folkelig hyldest, siger borgmester Aase Nyegaard.

 

 2002_org_size_2_bitten_og_jrgen_200.jpg

Bitten Clausen her i 2002 sammen med
sønnen Jørgen Mads Clausen, som kom til at
stå i spidsen for Danfoss og stadig er bestyrelsesformand.

Rose_birthday_beskret.jpg

Da Bitten Clausen fyldte 95 år, fik denne rosensort hendes navn.