4. maj 2011

GÜNTER GRASS OG KINESISK KUNST PÅ AUGUSTIANA - EN OUVERTURE TIL KULTURHOVEDSTAD 2017

Augustiana__Grass__groses_tanzpaar.gif
Günther Grass-skulpturen Groses Tanzpaar

Når der på søndag kl. 14 holdes fernisering i Augustiana er det på flere måder en grænseoverskridende begivenhed, der peger frem mod titlen som Europæisk Kulturhovedstad 2017. Balletpiger og to kulturinteresserede erhvervsmænd, en dansk og en tysk, åbner udstillingen.

Akvareller, skulpturer og grafik af den tyske nobelpristager Günter Grass står på programmet i Augustiana Skulpturpark og Kunstcenter ved Sønderborg ved siden af en stor udstilling af kinesisk samtidskunst, der er sat op i samarbejde med NordArt i Rendsburg - det første håndgribelige udtryk for en helt ny forbindelse, der kan udvikle sig rigtigt stort frem mod 2017, når Sønderborg med Sønderjylland/Schleswig forhåbentlig er Europæisk Kulturhovedstad.

Udstillingen åbnes på søndag kl. 14 af Jørgen Mads Clausen, bestyrelsesformand i Danfoss A/S, som har flere afdelinger i Kina. Jørgen Mads Clausen yder også ihærdig opbakning til Sønderborg og grænseområdets kandidatur til Europæisk Kulturhovedstad 2017, der har kulturmødet og den kulturelle intelligens som tema, og han er overbevist om, at satsningen på kulturen er afgørende for vækst og innovation i området.

En tysk erhvervsmand, der i øvrigt er en god bekendt af Jørgen Mads Clausen, vil være med til at åbne udstillingen. Det er Hans-Julius Ahlmann, der står i spidsen for NordArt, Kunstwerk Carlshütte i Rendsburg. Hans-Julius Ahlmann er nevø til Severin "Seppel" Ahlmann, opfinder og entreprenør indenfor byggematerialer og grundlægger af ACO Gruppen i Büdelsdorf. "Seppel" fik ingen børn, men overdrog inden sin død i 1996 gradvist virksomheden til Hans-Julius Ahlmann, og den er nu en forretning med 3000-4000 ansatte i 40 lande.

Fra industri til kultur

Alhlmann-familien har i flere generationer støttet kulturlivet, men især efter Carlshütte-jernstøberiet blev nedlagt i 1997, har Hans-Julius Ahlmann skubbet på udviklingen, så der i dag på det tidligere industriområde ligger et offentligt område på 80.000 kvadratmeter, hvoraf de 20.000 er under tag. Her er der skulpturpark, koncerter, teater, kunstudstillinger, og siden 1999 har der hver sommer været holdt NordArt-udstilling med flere and 200 udvalgte samtidskunstnere fra hele verden.

Så det er en solid legekammerat, den kun få år gamle skulpturpark ved Augustenborg Slot har fået sig, og Kina-udstillingen er altså kun første skridt.

Gæsterne ved ferniseringen kan desuden glæde sig til en balletopvisning med talenter fra Sønderjyllands Danseakademi i Sønderborg. Piger i alderen 6-16 år vil danse stykket ”Ah vous dirai-je, Maman”, som er baseret på en fransk folkesang fra 1761.

Augustiana_kinesisk_50_pct_.jpg

Eksempel af den kinesiske kunstner Yao Junzhong



Stor kunstverden i Kina

Kina er i dag verdens største marked for kunst, og udstillingen i Augustiana omfatter værker af en bred vifte af Kinas mest fremtrædende kunstnere og kunstretninger - indenfor både maleri, skulptur og keramik.

- Så der er virkelig mulighed for at få et godt indblik i Kinas kunstverden, siger galleriejer Kim Nørballe, Augustiana.

Bliktrommens mester

Günther Grass vil mange her i området forbinde med skulpturen ”Butt im Griff”, der fik plads på havnefronten i Sønderborg i 2004. Faktisk blev Grass – trods studier på Kunstakademiet i Düsseldorf og Statsakademiet i Berlin – i første omgang kendt som forfatter.

Han udgav i 1959 ”Bliktrommen” om treårige Oskar, der ikke vil være voksen og faktisk holder op med at vokse. Han udvikler til gengæld en evne til at synge, så glas splintres, og til at spille på tromme, så marcher ved nazi-møder spoleres.

Bogen er en filmatiseret klassiker. Grass modtog i 1999 Nobelprisen i litteratur. Siden skabte han furore med sin selvbiografiske trilogi, hvori han afslører, at han som 15-årig meldte sig frivilligt som soldat i anden verdenskrig. Siden var han også i Waffen-SS. De senere år har han primært beskæftiget sig med skulpturer og akvareller.

Udstillingen kan ses indtil udgangen af juli i Augustiana, der holder åbent onsdag-søndag kl. 11-17.