2. september 2011

FRANSKE FRISTELSER PÅ SKÆRTOFT MØLLES BRØD- OG MADFESTIVAL

I denne weekend er alle vekomne til international brød- og madfestival på Skærtoft Mølle ved Fynshav med den franske mesterbager Richard Bertinet. Festivalen bakkes op af Sønderborg Sønderjylland-Schleswig Europæisk Kulturhovedstad 2017.

 Skaertoft_Moelle.jpg

"Franske fristelser" er temaets for årets Brød- og Madfestival på det økologiske gårdmølleri Skærtoft Mølle på Midtals. Og festivalen får besøg af blandt andre den franske mesterbager Richard Bertinet, som er manden bag den verdensberømte bageskole The Bertinet Kitchen i Bath i England.

Gennem de seneste år har Richard Bertinet været tæt knyttet til Skærtoft Mølle. Han har blandt andet været den store inspirator for Hanne og Marie-Louise Risgaard, som i dag står for de succesrige kurser i Skærtoft Staldkøkken. Både Bertinet og Marie-Louise vil på dette års festival i en række bagesessioner øse af deres enorme viden om brødbagningens udfordringer og glæder – og om den sundhed og velsmag der er gemt i et godt brød.

Landskamp, DM og verdens bedste

Festivalen, som åbnes lørdag kl. 10 af Flensburgs overborgmester, Simon Faber, byder i år på hele tre konkurrencer, som alle afvikles i Madkulturens telt.

Den første finder sted lørdag, hvor to hold kokke fra henholdsvis Hannah Arendt Schule i Flensborg og EUC Syd i Åbenrå udfordrer hinanden på at tilberede de bedste hors d’oeuvres – inspireret af franske klassikere, men med et twist af 2011. Konferencier: Thorsten Schmidt, Restaurant Malling & Schmidt, Aarhus.

Søndag lægges der fra morgenstunden ud med første runde af danmarksmesterskabet for ernæringsassistenter. Konkurrencen, hvis navn er SKILLS, har fire deltagere, som alle skal gennem en både teoretisk og praktisk øvelse – den sidste med fokus på at kunne ”lave mad til mange”.

Og så rundes festivalen af med endnu en udfordring: hvem kan bage ”verdens bedste rugbrødslagkage”: professionelle eller skrappe hjemmebagere? Fire medlemmer af Sønderborg Husmoderforening stiller til konkurrencen, hvor også køkkenerne på Dyvig Badehotel, Hotel Baltic, Benniksgård Hotel og Restaurant Bind deltager.

Alle deltagere i de tre konkurrencer vil blive bedømt af de bedste af de bedste. Blandt dommerne er franske Richard Bertinet, danske Jens Peter Kolbeck, franske Christian Bind, danske Bente Sloth og tyske Dirk Luther – sidstnævnte er chef for gourmetrestauranten på Hotel Alter Meierhof ved Flensborg Fjord.

Møllens Marked, Smagens Pavillon og ”e Bachhus”

Festivalgæsterne kan også i år handle på det store høstmarked, hvor økologiske producenter fra både Danmark og Tyskland har deres salgsboder.

I Smagens Pavillon bydes der hvert hele klokkeslæt på smagsprøver, som eleverne fra EUC Syds gastronomiske værksteder står for, og i det hele taget er der godt til ganen over alt på festivalpladsen. Det gælder også i Project Zeros telt, hvor klimamad er på dagsordenen, og – ikke mindst – i ”e Bachhus”, Skærtofts gamle bagehus, hvor Asger og Knud Bjerring sørger for friske, stenovnsbagte brød, som kan købes med hjem fra Skærtoft Mølle-teltet.

Jahh, det er for børn!

Når festivalen 2011 rundes af, sker det med maner!!

Alle børn på festivalpladsen inviteres nemlig til at tilså Børnenes Mark. Når ”arbejdet” er gjort, får hvert barn et diplom som tak for indsatsen. Hvis diplomet opbevares til festivalen næste år, kan det byttes til en pose mel fra børnenes egen mark, eller – som en ekstra udfordring – kan melet, under Marie-Louises kyndige vejledning, æltes på stedet til dej som bages til børnenes egne brød i ”e Bachhus”. Alle op til 12 år kan deltage. Mølleejern glæder sig til at følge den kommende vækstsæson på Børnenes Mark.

Praktisk info
Festivalen er åben for alle den 3. og 4. september fra kl. 10-16.
Entré: 20 kr / 3€ - børn under 7 år gratis.
Der vil være parkeringsmuligheder på nærliggende marker.

Adressen på festivalen er:
Skærtoft Mølle
Skærtoft 2
6440 Augustenborg - Als

Her finder du et detaljeret program for de to dages Brød & Madfestival:
http://www.skaertoft.dk/default.asp?id=110