4. april 2011

FOLKBALTICA-ÅBNINGSKONCERT TRÆKKER PUBLIKUM FRA FLENSBORG TIL SØNDERBORG

Folk_Baltica_Elin_Furubotn01.jpg
Ved åbningskoncerten i Alsion på fredag optræder foruden korsangere blandt andre også singer-songwriteren Elin Furubotn med saxofonisten Karl Seglem fra Stavanger. PR-foto

Selv om en tilsvarende koncert spilles søndag i Flensborg, har næsten 200 i Tyskland købt billetter til åbningskoncerten for FolkBaltica fredag i koncertsalen i Alsion i Sønderborg. Hele festivalen har kulturhovedstæder i østersøområdet som tema. I år er der torsdag-søndag hele otte arrangementer i Sønderborg-området.

At det er specielt med en åbningskoncert, er formentlig en del af forklaringen, men meget tyder på, at koncertsalen Alsion med sine fine rammer og lydforhold kan tilskrives æren for, at publikum fra den anden side af grænsen nu for alvor trækker til Sønderborg.

- Vi har solgt næsten 200 billetter her i Tyskland til åbningskoncerten i Alsion på fredag. Det er fantastisk, især når vi holder den samme koncert som afslutning på festivalen om søndagen kl. 20 i St. Marienkirche i Flensborg. Det tyder på, at Alsion virker som en magnet. Vi hører, at folk glæder sig til at opleve koncertsalen - mange for første gang, siger Jens-Peter Müller, kunstnerisk leder og forretningsfører for FolkBaltica.

Årets FolkBaltica er den syvende i rækken, og Sønderborg har været medarrangør i en række år. Dog er det første gang, at åbningskoncerten holdes i Sønderborg, ligesom der i år er flere FolkBaltica- arrangementer i Sønderborg-området - i alt otte. Det skyldes, at FolkBaltica i år - i anledning af Sønderborg med Sønderjylland-Schleswigs kandidatur til Europæisk Kulturhovedstad 2017 - har valgt temaet "Kulturhovedstæder i Østersøområdet". Og der kommer musikere fra de tidligere, nuværende og fremtidige kulturhovedstæder: København (1996), Bergen (2000), Stavanger (2008), Tallinn og Turku (2011), Umeå (2014) og Sønderborg (kandidat 2017).

Gå på opdagelse!

Festivalen, der begynder på onsdag og slutter søndag, har i alt 42 arrangementer på 19 spillesteder i grænselandet med i alt 148 musikere - det højeste antal hidtil.

- FolkBaltica er blevet stedet for menneskelige og musikalske møder, hvor nyt opstår, og hvor publikum kan opdage helt nye musikalske aspekter, siger Jens-Peter Müller.

Og derfor passer festivalen på flere måder perfekt ind i temaet for Sønderborg med Sønderjylland-Schleswigs kandidatur til Europæisk Kulturhovedstad 2017: "Kultur over grænser".

De første arrangementer i Sønderborg-området er på torsdag, hvor den finske akkordeon-dronning Maria Kalaniemis spiller med sin trio, Vilda Roser, på Nette Jensen i Skelde kl. 19, og det legendariske finske folk-jazzband Piirpauke spiller på Sønderborghus kl. 20.

Fredag kl. 20 er der musik i Kværs Forsamlingshus, hvor kvindebandet Fiolministeriet spiller på violiner og cello. Og på samme tid holdes åbningskoncerten med "Kulturhovedstad VOKAL" i Alsion. Her optræder to af verdens bedste pigekor, Estonian TV Girls Choir og Sønderjysk Pigekor. Desuden spiller her folk-kvartetten Kraja fra Umeå, Benedicte Maurset fra Bergen og singer-songwriteren Elin Furubotn med saxofonisten Karl Seglem fra Stavanger.

Elin Furubotn og Karl Seglem kan også høres på Dyvig Badehotel lørdag kl. 15, og samme aften, kl. 20.30, spiller på Hotel Benniksgaard i Rinkenæs kvindekvartetten Blink, hvis medlemmer kommer fra hhv. Danmark/Norge, Sverige, Finland og Estland.

Flot finale søndag

Endelig er der søndag to specielle og storslåede oplevelser at hente på Sønderborg Slot. Kl. 15 er det Trio Gram med percussion-trylleri, og kl. 16.30 er det Bergen Festspillene, der præsenterer "Åresong" - et bestillingsværk, som sidste år blev stillet til Jon Fosse, der er en af Norges internationalt mest spillede dramatikere og til Bergen-musikeren Gabriel Fliflet. De optrædende på søndag er fire af Norges dygtigste folk-jazzmusikere, blandt dem violinisten Benedicte Maurseth.

Billetter til alle koncerter kan købes på tlf. 7442 3555 eller www.sonderborgbilletten.dk

Flere oplysninger på www.folkbaltica.de