11. maj 2012

Flot markering i Paris af Sønderjylland-Schleswigs nødvendige satsning

To repræsentanter fra Sønderborgs kulturhovedstads-kandidatur kom torsdag den 10. maj hjem fra Paris efter to dage med en stand ved Europadagene på Rådhuspladsen i dem franske hovedstad. En begivenhed, som i år blev gennemført for syvende gang og traditionen tro med tusindvis af gæster.

Borgmester Aase Nyegaard deltog på standen stort set fra start til slut og glæder sig over, at standen fik enorm opmærksomhed:

- Vi fik markeret over for formandskabet i EU, at vi er til stede med stor energi og vilje til at vinde værdigheden som dansk kulturhovedstad i 2017, og den danske ambassade, som havde inviteret os til at være med, besøgte standen flere gange begge dage og glædede sig over, at den danske stand, som blev delt mellem kulturhovedstadskandidaterne fra Aarhus og Sønderborg, fik så stor opmærksomhed, siger Aase Nyegaard.

Paris_Marc__Aase_concrete_5_size.jpg
Marc Perera Christensen og Aase Nyegaard klipper snoren ved den danske stand i Paris.

- Vi benyttede lejligheden til at vise flaget og fik fortalt tusindvis af mennesker om Sønderborg - både som turistattraktion og som en region, der satser på at blive kulturhovedstad. Vi har gjort meget ud af at fortælle om, at vi er en grænseregion, som med mindretal, flertal og mangfoldighed kan fungere som forbillede mange steder i Europa. Og vi har fortalt om, at denne satsning er nødvendig for os, fordi vi som mange andre landområder i Europa kæmper med, at unge rejser væk og ikke kommer tilbage. Vores kandidatur - og forhåbentlig titlen - skal være med til at sikre os den ændring og vækst, som skal vende udviklingen. Også her kan vi tjene som model for mange egne i Europa, siger Aase Nyegaard.