4. februar 2013
Kina_wulanmuqi20WEB_450.jpg
Wulanmuqi Art Troupe kan opleves i Alsion mandag den 11. februar

 

Festligt kinesisk nytår i Sønderborg

Det kinesiske nytår markeres i de kommende uger med ambassadørbesøg, erhvervsseminar og en række kulturelle indslag i Sønderborg. Samarbejdet med den voksende stormagt i øst har eksisteret i årtier, men intensiveres i disse år inden for både erhverv, uddannelse og kultur.

Kina_web_signatur_250.jpg

 

En delegation med både byrådsmedlemmer og ledere fra erhvervslivet og uddannelsesinstitutioner i Sønderborg var i april sidste år i Kina – primært for at underskrive en partnerskabsaftale med Baoding, en by med 11 mio. indbyggere ca. 140 km syd for Beijing.
Besøget og aftalen har styrket det samarbejde mellem Sønderborg og Kina, som har eksisteret i mange år og givet ekstra vitaminer til fejringen af det kinesiske nytår, som Sønderborg for anden gang markerer i år.

Torsdag den 7. februar holdes et Kina-seminar, hvor hovedtaler er Danmarks ambassadør i Kina, Friis Arne Petersen. Seminaret afsluttes med en traditionel kinesisk middag med deltagelse af en række af Sønderborgs mange kinesiske studerende. Se evt. mere om dette HER.

Selve det kinesiske nytår er søndag den 10. februar og markeres i hele uge 7 i Sønderborg. Mandag aften kan alle komme og på Alsion – Sønderborgs viden- og kulturcenter med koncertsal, universitet og forskerpark – være med til at folde lotusblomster af papir. Blomsterne sættes bagefter ud på vandet med lys i med ønsker om gode relationer mellem danskere og kinesere. Bagefter er der dans og musik i koncertsalen med Wulanmuqi Art Troupe (billedet). 

Tirsdag aften handler om kinesisk litteratur, blandt andet om sidste års Nobelpristager i litteratur, Mo Yan. Det foregår på kunst- og kulturcentret Augustiana, og det er Qi Wang fra Syddansk Universitet, der fortæller. Her er et begrænset antal pladser, så tilmelding er nødvendig til biblioteket Sønderborg. Onsdag den 13.2. fortæller Mads Holm Iversen i et multimedieforedrag, ”Fra Mao til Money”, om udviklingen i Kina fra Maos kommunistiske styre og frem til i dag.

Endelig er der i hele uge 7 mulighed for i Alsion at se værker af elever fra Sønderjyllands Kunstskole, som med mange forskellige teknikker og virkemidler, og inspireret af begrebet ”kinesisk nytår”, har kastet sig ud i en ung udstilling. Midt i Sønderborg By vil forbipasserende ved rådhuset blive mindet om det kinesiske nytår, idet der her opstilles en næsten fire meter høj Kina-rød skulptur af Liu Yonggang.
Der er fri entré til alle arrangementer.

FAKTA
• Med de danske ungdomsskoler som forbillede og Sønderborg Kommune som praktisk assistance blev der i 90’erne etableret omkring 70 ungdomsskoler i Kina
• Syddansk Universitet i Sønderborg tilbyder studiet cand.negot. i kinesisk
• SDU’s campus Sønderborg er meget international med 55 forskellige nationaliteter, heraf en del kinesere
• Sønderborg underskrev sidste år en partnerskabsaftale med Boading i Kina. Det ventes, at en delegation fra Baoding kommer på genvisit i år
• Vejen til partnerskabsaftalen blev banet af Verdensnaturfonden, som så et godt match mellem Sønderborgs bud på klimaløsninger og behovet for samme i Baoding, som til gengæld har den vækst, Sønderborg gerne vil være en del af
• Kunst- og Kulturcenter Augustiana, Augustenborg, viser frem til 17. marts en stor udstilling med moderne kinesisk kunst. Galleriet er åbent onsdag-søndag kl. 12-16.

 

Se evt. mere HER