6. juni 2012

team_culture_uffe_concrete5.jpg

Den danske kulturminister, Uffe Elbæk, præsenterede
Team Culture på konferencen i Bruxelles
 

Europæiske kulturfolk vil i aktion
for at redde kunsten og kulturen

Der er brug for et Greenpeace for kulturen. Det var konklusionen på konferencen "Realising & Releasing the Potential of culture", som danske EU-formandsskab onsdag holdt i Bruxelles.
Her medvirkede Team Culture 2012 - et hold af 11 kunstnere fra hele Europa, som den danske kulturminister, Uffe Elbæk, i årets begyndelse satte til at give deres bud på kulturens rolle i en krisetid. Spørgsmålet lød: Kan kunst og kultur bidrage til at finde nyt håb, energi og en vej ud af krisen?
Formålet er at bringe ideerne fra kunsten og kulturens verden tættere på den politiske proces, som ifølge Uffe Elbæk forsømmer at udnytte energien og kræfterne til social innovation, som ligger i kunst og kultur. Selv om det er en vital del af livet, betragtes kunst og kultur i den politiske verden alt for ofte som en luksus, der er rar at have og ikke som en nødvendighed.

Krise i værdierne

Medlemmerne af Team Culture har arbejdet frivilligt og har sammen skrevet manifestet "Turn for Culture", hvor de slår fast, at disse års krise handler om meget mere end økonomi og gæld. Det er en langt dybere krise i de europæiske værdier. Vi har mistet vores vision om det gode samfund, mens materialisme, egoisme og nationaliseme har overskyttet vores fundamentale kulturelle værdier: Oplysning, solidaritet og humanisme.

Men hver for sig har team-medlemmerne også  givet deres bud på, hvordan kunst og kultur kan være med til at rette op på kursen - også selv om der ikke findes nogen nemme løsninger. Det handler om at gøre mere for kulturel udveksling og samarbejde, at fremhæve de demokratiske værdier og styrke folket ved at give det redskaber til at løse problemer gennem kreativitet. Man kan læse mere om ideerne på Kulturministeriets hjemmeside, klik HER.

Gør plads til forskellighed!

Ved konferencen talte Doris Pack, der er formand for Europa-Parlamentets kulturudvalg. Hun fremhævede, at stærke kulturstrategier kan gøre meget for byudviklingen, ligesom det er sket i Essen, Liverpool og Lille, der alle har været Europæisk Kulturhovedstad, men den generelle tendens her i krisetiden er nedskæringer på kultur - både i den offentlige og i den private sektor:
- I forhandlingerne om strukturfondene må vi kæmpe hårdt for at få kulturen med. Vi har brug for al den hjælp, vi kan få. Det er en sektor i vækst, og der er potentiale til mere. Og kultur er ikke kun et spørgsmål om økonomi - det skal vi have alle i parlamentet til at forstå - det kan også ændre den måde, vi ser verden på. Og en af vores vigtigste udfordringer er at indrette os på en globaliseret verden med større diversitet. Det må Europa ikke gå glip af!

Også EU-præsident Herman Van Rompuy gav udtryk for sin tiltro til kulturen. Det foregik dog via en video, ligesom kommissæren for uddannelse, kultur, flersprogethed og ungdom, Androulla Vassiliou, deltog in absentia. Hun var forhindret, men havde sendt sin talsmand, Philippe Brunet, som fremhævede, at den kreative sektor udgør 4,5 pct. af bruttonationalproduktet i Europa, og at den hører til de hurtigst voksende med 3,5 pct. om året. Men kulturen er også med til at styrke den sociale sammenhængskraft, den øger selvværdet og følelsen af at høre til hos både individer og grupper.

Brug for nye formater

Kulturministrene fra Kroatien, Litauen, Letland og Norge deltog i eftermiddagens paneldiskussioner, hvor det altså blev slået fast, at kulturen har brug for et Greenpeace. Ønsket om den type handlingsorienteret græsrodsbevægelse - ikke for miljøet, men for kulturen - blev udtalt af Vladimir Sucha, direktør for uddannelse og kommunikation i EU-Kommissionen. Han slog fast, at der er skabt plads til det i  kommissionens forslag til det nye kulturprogram Creative Europe, der rækker frem til 2020.

Og den idé er den gamle kultur-aktivist Uffe Elbæk helt med på. Han mener dog også, at der allerede findes mange gode initiativer, som blot ikke har så meget opmærksomhed. Mange steder organiserer folk sig selv og finder på nye fremgangsmåder. Men det er også nødvendigt, fastslog kulturministern, for det er gået stærkt tilbage med vores empati - evnen til at føle med hinanden, og vi har en krise i systemerne, som hverken kan løses af det private marked, af det offentlige eller af den frivillige sektor hver for sig. Der er brug for helt nye organisationsformer og formater - og nogle, hvor vi også sikrer bæredygtigheden.

Team_culture_panel_2_Concrete5.jpg

I en af konferencens paneldiskussioner fortalte kulturministeren fra Letland,
Zaneta Jaunzeme-Grende, forrest, om flere interessante initiativer for at få kulturen på dagsordenen.

 

Team_Culture_pack_hjkant_concrete_5.jpg

Formanden for EU-Parlamentets kulturudvalg Doris Pack fortalte,
at det i disse tider kræver en stor indsats at beskytte kulturen.