21. august 2012


Danish Air Transport flyver S2017-teamet til afgørelsen

FLY2.png

På fredag den 24. august afgør en international jury, om Sønderborg med Sønderjylland-Schleswig skal være Europæisk Kulturhovedstad i 2017, eller om det bliver konkurrenten, Aarhus.

Afgørelsen meddeles om eftermiddagen kl. 16.30, efter henholdsvis Aarhus og Sønderborg samme dag har givet en halv times præsentation foran juryen efterfulgt af en times spørgetid. Det er lukkede sessioner, som foregår i Kulturstyrelsen på H.C. Andersens Boulevard.

Dagen før skal fire medlemmer af juryen på besøg og vises rundt i Sønderborg hele dagen, så teamet bag Sønderborg med Sønderjylland-Schleswigs ansøgning, S2017, har i lang tid arbejdet hårdt med at forberede både besøget og præsentationen.

Nu sørger Danish Air Transport for, at holdet på ti personer, som skal præsentere ansøgningen, kommer nemt til hovedstaden torsdag aften efter juryens besøg. Fra kultur- og videnscentret Alsion i Sønderborg, hvor S2017 holder til, er der kun få kilometer til lufthavnen, og derfra er man på blot 35 minutter i København.
- Det er en enorm lettelse for os, at vi kan flyve og være så hurtigt fremme. Det giver os tid til at øve vores præsentation igennem en ekstra gang om aftenen, og det giver tryghed, siger lederen af S2017, Else Christensen Redzepovic.

Danish Air Transport støtter gerne bestræbelserne på at blive Europæisk Kulturhovedstad.
- Det er helt naturligt for os at støtte teamet bag dette spændende projekt eftersom vi også har planer om at flyve fra Sønderborg i 2017, siger administrerende direktør hos DAT Lars Høeg.

Efter Cimber Airs konkurs i maj har der været en pause i flyvningerne mellem Sønderborg og København, men siden midten af august har Danish Air Transport stået for fire daglige flyvninger tur/retur fire af ugens dage, mandag-torsdag, og tre flyvninger fredag.

Dermed er der luften igen blevet et stabilt valg for de rejsende, hvoraf især mange erhvervsfolk benytter sig af Sønderborg-København-ruten. Og siden åbningen af motorvejen til Sønderborg i foråret er flyvningerne blevet attraktive for befolkningen i et endnu større område.