10. maj 2011

BORGMESTEREN SLOG ET SLAG FOR EUROPA PÅ GADEN I SØNDERBORG

Untitled-1.jpg
Fra venstre ses fra dagens gågade-aktivitet borgmester Aase Nyegaard i samtale med én af borgerne, Helle Nielsen, en repræsentant for Europabevægelsen, Anders Nielsen og folketingsmedlem Ellen Trane Nørbye.

Borgmester Aase Nyegaard var med, da repræsentanter for Europabevægelsen i Danmark mandag eftermiddag gik på gaden i Sønderborg for at få en snak med forbipasserende om Europa og europæisk samarbejde.

Sønderborg er netop som den første by i Danmark hædret som Europaby og vil fremover synliggøre denne titel i en lang række sammenhænge, så også borgerne bliver bevidste om globalisering og fordelene ved, at Sønderborg bliver kendt i Europa for integration og grænseoverskridende kultur-aktiviteter.

- Jeg er meget stolt over, at Europabevægelsen har udnævnt Sønderborg til Årets Europaby. Stoltheden bliver ikke mindre af, at det er første gang prisen uddeles. Europabevægelsen har siddet og kigget sig omkring i det danske bylandskab for at finde den by, der mest markant har fokus på det europæiske samarbejde. Og i fuld enighed peger bevægelsen så på Sønderborg, siger Aase Nyegaard.

Sønderborg Kommunes seriøse og målrettede arbejde for sammen med Sønderjylland-Schleswig at blive Europæisk Kulturhovedstad i 2017 har vakt opsigt langt ud over kommunens grænser. Det samme har Sønderborgområdets ambitiøse målsætning om at blive verdens første CO2-neutrale område senest i 2029. Det sker indenfor rammerne af det offentligt-private partnerskab ProjectZero, der både har ført til en fornem EU-pris for bedste bæredygtige energiløsning og en samarbejdsaftale om erfaringsudveksling med byen Baoding i Kina.

- Vi har ingen berøringsangst overfor hverken Europa eller den store verden i øvrigt. Vi tror på os selv, og når vi gør det, så får andre også øje på det. Det fik jeg snakket med borgerne om på gågaden i Sønderborg, siger Aase Nyegaard.