14. februar 2011

BØRN PÅ MULTIKULTUREL SKOLE BEVÆGER SIG I BILLEDER OG MUSIK

Brn_p_mulitkulturel_skole_1Humlehoej_fernisering.jpg

Borgmester Aase Nyegaard stod i spidsen for ferniseringen, hvor op mod 600 multikulturelle elever og forældre også spiste sammen.


Elever, der har svært ved det boglige, kan flytte sig og blomstre i fælles kreativ udfoldelse, viser projekt på den multikulturelle Humlehøj-Skolen i Sønderborg. Et eksempel på, hvordan kultur kan nedbryde mentale grænser.
 
Når bogstaver og lyde slår knuder, og man som skoleelev har svært ved at at klare sig bogligt, så kan musik og maleri være vejen frem.

Det er lærernes erfaring på Humlehøj-Skolen i Sønderborg, som netop har afsluttet forløbet "Mennesket i bevægelse", hvor elever fra 2. til 8. klasse med avantgarde-jazz som inspiration har dekoreret skolen i farverige billeder. Forleden stod borgmester Aase Nyegaard i spidsen for ferniseringen, hvor op mod 600 børn og forældre deltog.

Det var en fernisering, hvor lange borde stod dækket med spændende retter. En række forældre havde nemlig brugt timer i køkkenet på at fremstille specialiteter fra deres oprindelseslande. Mere end halvdelen af Humlehøj-Skolens 375 elever har en anden baggrund end dansk. Der er 17 forskellige nationaliteter - blandt andet arabisk, polsk, islandsk, afghansk, afrikansk og tamilsk. Det giver selvfølgelig skolen en række udfordringer.

- Sprogligt er det nu mest i forhold til forældrene, for børnene lærer hurtigt at tale dansk. Det er mere, at vi som danskere kan tale meget indforstået om nogle begreber, som andre ikke har samme forudsætninger for at forstå. Der er vi med i den landsdækkende To-sprogs TaskForce, hvor vi som lærere arbejder med, hvordan vi udtrykker os, fortæller skoleleder
Frands Christensen.

Dårligt ry og politisk modvind

Humlehøj-Skolen har gennem nogle år haft nedgang i sit elevtal. Mange af de etnisk danske børn fra distriktet begyndte på andre skoler eller flyttede undervejs. Samtidig har skolen ude omkring haft et dårligt ry, og det har været på den politiske dagsorden at flytte overbygningen fra skolen.

Derfor har man iværksat profilskoleprojektet "Sundhed og Bevægelse", som i hovedtræk går ud på, at eleverne skal have mindst en times bevægelse om dagen, og at skolen fra 7. klasse får en idrætslinje på højt niveau. Her er billedprojektet passet ind.

- For nogle år tilbage holdt skolen "Drømmedage", hvor eleverne efterlyste mere udsmykning, som de selv har lavet. Så tænkte vi, hvorfor ikke koble det på Sundhed og Bevægelse?, siger Frands Christensen.

Brn_p_mulitkulturel_skole2Humlehoej_Skole_81.jpg

Mental frisættelse

Det er Sønderborg-kunstneren Rick Towle, der har stået i spidsen for Menneske i Bevægelse" ud fra den tanke, at bevægelse er mange ting - også den mentale frihed til at være kreativ og flytte sig. Det begyndte i august sidste år, da en professionel jazztrio stillede op på skolen, og eleverne blev sat i gang med at male til musikken.

Og her i februar har en hel uge været afsat til dekorationerne, der er malet med den farveglade franske ekspressionist Matisse som stilistisk forbillede. På Humlehøj-Skolens vægge finder man nu store, enkle silhuetter i stærke farver af mennesker i bevægelse.

- Eleverne har været engagerede hele ugen og er gået på med krum hals. De har arbejdet på tværs og har siddet på gulvet og malet til deres egen skole. De blomstrer op - nogle er gode til at male og andre til at organisere, og så har de talt med Rick om, hvordan de kunne formidle det, de ville. Det har været et fælles projekt, og når det ikke handler om det talte sprog, bliver det lettere for dem. Med billeder er det ikke så vanskeligt, siger skolelederen, der er sikker på, at projektet vil gavne også på længere sigt:

- Her er noget, vi har været fælles om. Forældrene har også været meget imponerede over, hvad eleverne har lavet. Det giver et andet miljø på skolen.

Slut med "Gå ordentligt!"

I det hele taget indrettes skolen mere på bevægelse. Nu har væggene langs gangene fået en tur, og på gulvene vil der komme særlige felter, hvor man kan hinke og hoppe og meget andet.

- Før har eleverne hele tiden fået at vide: "Gå nu ordentligt!", men det er slut. Her må man hoppe og springe, siger Frands Christensen.

Rick Towle  med projektet The Mighty Mouse tager ud på skoler og institutioner som led i Kulturministeriets Huskunstnerordning.