31. maj 2011

BLÅT DRØMMESYN I RØD-HVID INDESPÆRRING

Projektlederen for Sønderborg med Sønderjylland/Schleswig som Europæisk Kulturhovedstad 2017, Else Redzepovic Christensen, har denne klumme i den seneste KulturFokus-avis, der udgives i samarbejde mellem JydskeVestkysten og Den Sønderjyske Kulturaftale. Kulturfokus findes i øvrigt også som online kulturkalender på www.kulturfokus.dk.

Bl_drmmesyn_Else_Christensen_Redzepovic.jpg
Else Christensen Redzepovic

Det er mere end ti år siden, før Schengen-aftalen fjernede grænsebomme og paskontrol mellem Danmark og Tyskland. Min mand, Elvir, som er fra Bosnien, og jeg, der er fra Toftlund-egnen, var flyttet til Sønderjylland fra Wien. Når vi så skulle til søndagskaffe hos familien i Flensborg, så skulle Elvir flere dage i forvejen ind til Aabenraa og hente et ansøgningsskema på det tyske konsulat, så skulle han hjem og udfylde skemaet, og så skulle han til Aabenraa igen for at få visum i sit pas.

Det var provokerende, især fordi Elvir ikke havde tid til det der. Han passede tre forskellige job, inden han tog sin uddannelse og blev ingeniør på Danfoss.

Derfor er det intet mindre end tragisk, at regeringen ovre i hovedstaden har solgt ud af landets åbenhed for at tilfredsstille Dansk Folkeparti i efterlønsreformen og nu vil skærpe grænsekontrollen. I Danmark er vi altså mistænksomme overfor folk, der kommer udefra! Det er snart 40 år, siden vi giftede os med EU, men vi har ikke tænkt os at fuldbyrde ægteskabet. Vi har vores indhegnede kolonihave – med Dannebrog for alt i verden.

For ikke så længe siden var jeg i Augustiana Skulpturpark og Kunstcenter til fernisering på en dobbeltudstilling med kinesisk samtidskunst og værker af Günther Grass. Udstillingen skyldes i øvrigt et nyt, grænseoverskridende samarbejde med kæmpestore NordArt, Kunstwerk Carlshütte i Rendsborg. Et samarbejde, der ligger helt i tråd med Sønderborg med Sønderjylland-Schleswigs kandidatur til Europæisk Kulturhovedstad 2017.

Nåh, men hele vejen over dæmningen i Augustenborg og igennem byen var der flagallé med Dannebrog. Jeg blev overvældet. På den ene side var det smukt – det var en konfirmations-søndag, men det fik mig til at tænke på, hvor ualmindeligt sammenspiste vi er.

Det var også tydeligt, da jeg kom hjem efter 12 år i Australien. Folk gik og sagde ”Bob-bob” og puffede hinanden i siden. Hvad har de gang i? Men det var jo min egen fejl, at jeg ikke havde fulgt med i ”The Julekalender”. Og sådan noget er der masser af. Vi siger ting, der kun forstås af folk med helt styr på det danske sprog, ritualer og traditioner.

I Sydslesvig er det helt i orden at sende Dannebrog til tops, når nogen har fødselsdag. Tysk flag herhjemme? Uha nej. Kun i selskab med Dannebrog må andre nationaliteters flag komme op. Det har vi lavet en regel om.

I Sydslesvig og i Sønderjylland findes masser af unge, der uden at tænke over det hopper rundt mellem dansk og tysk. Mit eget afkom, Edin på 16 og Emina på 15, taler bosnisk til deres far og dansk til mig, mens Elvir og jeg taler engelsk sammen, for sådan mødte vi hinanden.

Jeg spurgte dem en dag, hvad de føler sig som: Noget bosnisk og noget dansk, lød det først. Men vi har også boet fire år i Kina, og her kunne de godt fornemme, at de har noget til fælles med andre fra vores nabolande. Så vi er nok europæere, lød det endelige svar.

Den søndag i Augustenborg drømte jeg om bare ét lille blåt EU-flag der i den rød-hvide himmel.