14. marts 2011

BEGEJSTRING FOR KLASSISK-MØDER-STREETMUSIK I SKABELSEN 2.0

Klassisk- og streetkultur mødtes i Skabelsen 2.0. Kulturhovedstadskandidaturen Sønderborg med Sønderjylland-Schleswig har samarbejdet med projektet, der er eksempel på kultur over grænser og et kulturmøde i verdensklasse.

"Stående applaus til projekt Skabelsen 2.0. Enhver eventuel skepsis over for rygterne om, at Haydns Skabelsen skulle udsættes for rap og hårdpumpede rytmer blev gjort grundigt til skamme. Projektet lykkedes til fulde og gav en stor oplevelse til både medvirkende og publikum".

Sådan skriver Flensborg Avis efter opførelsen af Skabelsen 2.0 med Sønderjylland Symfoniorkester, gymnasiekor rappere og solister i Idrætshallen i Flensborg torsdag aften, og anmeldelsen af Rigmor Eybye fortsætter:

"Det samlede, meget sammensatte projekt Skabelsen 2.0 lader sig faktisk ikke bedømme ud fra en enkelt pointskala. Når jeg så alligevel uden at tøve smækker fem violiner på bordet, er de netop givet for projektet som helhed, for den glimrende overordnede idé, og ikke mindst fordi det så rent faktisk går hen og lykkes, både som projekt og rent musikalsk."

Begejstring_for_Klassisk_mder.jpg
Rapperne Charlie, Logej, David og Thomas sange med Per Vers og sopranen Sofie Elkjær Jensen, tenoren Matthias Hedegaard, bassen Steffen Bruun og gymnasiekor fra begge sider af grænsen. Foto: Patricio Soto
Begejstring_for_klassisk_mder2.jpg

Klassisk og street

Haydns store værk fra slutningen af 1700-tallet kunne altså godt tåle at blive mikset med nutidige streetrytmer a la SønderBronx, og det lykkedes at nå ud til et bredt publikum ved koncerterne i Sønderborg, Tønder og til slut i Flensborg.
Netop hybridformen og kulturmødet er én af de centrale ideer i projektet Sønderborg med Sønderjylland-Schleswig som Europæisk Kulturhovedstad 2017, som da også har medvirket i lanceringen af Skabelsen 2.0 og har sit logo på plakaten.

Trivsel i socialt boligområde

Ideen til det opførelsen, der har kørt som projekt i otte måneder, er opstået i et tæt samarbejde mellem Sønderjyllands Symfoniorkester og "Sundhed og Trivsel i boligområderne", der er et projekt i samarbejde mellem Sønderborg Andelsboligforening og Sønderborg Kommune.

I sundhedsprojektet har et af indsatsområderne været talentudvikling af de mange dygtige unge i boligområderne, hvor især street-inspireret kultur er populært.

"Sundhed og Trivsel" kontaktede Sønderjyllands Symfoniorkester for at høre, om man ikke kunne lave et samarbejde. Dette passede perfekt ind i en idé, som kapelmester Christian Baltzer havde tumlet med i nogen tid - at leve en helt ny opsætning af "Skabelsen" med elementer fra forskellige musikgenrer.

Casting og bootcamp

Derefter gik "Sundhed og Trivsel" i gang med at rekruttere, træne og udvikle de unge talenter blandt andet på bootcamps.
En del af de unge er fundet via en audition i boligområderne, hvor alle har kunnet deltag. I dommerpanelet sad blandt andre de etablerede sønderjyske rappere Per Vers og Jeppe Rapp, som udpegede fire til at optræde sammen med Per Vers: Charlie, Logej, David og Thomas.

Flere af dem har anden etnisk baggrund end dansk, men dette har ikke været afgørende. Det er ikke et decideret projekt til integration af indvandrere, men i lige så høj grad en integration imellem unge og ældre, klassisk musik og rap samt symfoniorkesterkultur og streetkultur.

Gymnasiekor fra begge sider af grænsen

Det medvirkende gymnasiekor blev ledet af Mette Rasmussen fra Sønderborg Statsskole og bestod af flere end 100 gymnasieelever fra Vejen, Sydslesvig, Tønder, Haderslev og Aabenraa.

Sønderjyllands Symfoniorkester er et landsdelsorkester med base i Alsion i Sønderborg. Det har 65 professionelle, fuldtidsansatte musikere og ni tekniske/administrative medarbejdere. Det spiller op imod 150 koncerter om året og er samtidig orkester for Den Jyske Operas forestillinger i Syd- og Sønderjylland.

Se flere foto på: www.facebook.com/Sonderborg2017