29. juni 2012

Vinderen_af_projektkonkurrencen_2017_Augustenborg_Skole1_C5.jpg

Vinderen, Augustenborg Skole.
 

Augustenborg Skole vil fortælle
i nye formater i 2017

Det gør den så kreativt, at den har vundet førstepræmien i en intern 2017-projektkonkurrence blandt medarbejderne på institutionerne i Sønderborg Kommune. Vinderne er allerede hyldet og har fået overrakt deres præmier. Det skete ved en lille hyldestevent tirsdag kl. 15 i multihallen på Augustenborg Skole. Augustenborg Skole vandt førstepladsen med projektet ”Fortælling i nye formater” og blev belønnet med 10.000 kr. til et socialt arrangement med kulturelt islæt efter eget valg.

Fortælling i nye formater handler om, at ny teknologi om få år vil gøre det muligt, at vi selv vælger det format vi fortæller i. Vi taler bredformatkamera og nanoskærme, der gør, at man kan projicere film og billeder til for eksempel Alssundbroens piller eller en bygningsmur.

Andenpladsen gik til Sønderborg Bibliotek for projektet ”Sønderborg som friby i iCorn-ordningen”. ICORN er en sammenslutning af byer, der støtter ytringsfriheden ved at huse forfulgte forfattere. Et visionært projekt, der belønnes med 5.000 kr.

Tredjepladsen og 3.000 kr. gik til Deutsche Kindergärten Sonderburg (DKS) for projektet ”Virtuelt stjerneløb til Sønderborg for børnehaver fra Litauen, Tjekkiet og Tyskland”. Inspireret af skridtkampagnen ”Vi går til Barcelona” vil DKS åbne for børnenes fysiske mobilitet og naturlige interesse for tekniske medier ved at lave en lignende konkurrence med børn og personale i børnehaver i fire europæiske lande.

Kommunaldirektør Søren Bonde Hansen holdt hyldesttalen og overrakte præmier til de glade vindere sammen med 2017-sekretariatsleder Else Christensen Redzepovic.

Både Søren og Else roste de tre vindere for at have udtænkt virkelig kreative projekter, der flugter meget fint med grundtankerne i 2017-kandidaturen.

- Et af de mange flotte projekter i vores 2017-ansøgning er, at der skal konstrueres en 50 meter lang og 10 meter høj zeppeliner, der skal ud på en 100 dages lang rejse til Cypern og tilbage igen. Undervejs besøger zeppelineren 16 europæiske byer. Zeppelineren skal beklædes med en ydre skal af LED-lys, solpaneler og display-skærme. Tilskueren skal kunne kommunikere direkte med zeppelineren, når den passerer via en smartphone eller Ipad. Budskaberne bliver vist på enorme interaktive skærme på zeppelineren. Det er et visionært projekt, der har fine berøringsflader til Augustenborg Skoles projekt om fortælling i nye formater, sagde Søren Bonde Hansen.

Efter præmieuddelingen fortalte repræsentanter for de tre vinderprojekter om projekterne og tankerne bag dem. Augustenborg Skole serverede et glas hvidvin og kager til de mange fremmødte.

2017-projektkonkurrencen har involveret medarbejderne på institutionerne i Sønderborg Kommune, ca. 6.000 medarbejdere og vinderne er fundet ved afstemning blandt medarbejderne.

Vinderen_af_projektkonkurrencen_2017_Snderborg_Bibliotek1.jpg

Nummer 2, Biblioteket Sønderborg.
 

Vinderen_af_projektkonkurrencen_2017_DKS_Sonderburg_2.jpg

Nummer 3: Deutsche Kindergärten Sonderburg (DKS)