27. september 2011

ANSØGNING AFLEVERES PÅ EVENTYRLIG VIS

ansgning_afleveres.jpg
Sønderborg2017 er i gang med at pakke ansøgninger.

Sønderborg og Aarhus afleverer i fællesskab de to byers ansøgninger om at blive Europæisk Kulturhovedstad i 2017 i Kulturministeriet.

Nu sker det! Sønderborg med Sønderjylland-Schleswigs ansøgning til Europæisk Kulturhovedstad pakkes og sendes på rejse til Kulturministeriet i København, hvor den skal indleveres fredag den 30. september. Det er ganske vist!
Sønderborg og Aarhus afleverer i fællesskab i Kulturministeriet kl. 9 deres ansøgninger om at blive Europæisk Kulturhovedstad, når det i 2017 er Danmarks tur.

I forbindelse med afleveringen vil repræsentanter fra begge byer fortælle pressen om deres ansøgning og baggrunden for den. Der vil efterfølgende være mulighed for at stille spørgsmål.

Fra Sønderborg deltager:
Borgmester Aase Nyegaard (Fælleslisten), formand, Kultur- og Erhvervsudvalget Stephan Kleinschmidt (Slesvigsk Parti) og projektleder Else Christensen Redzepovic.

Fra Aarhus deltager:
Borgmester Jacob Bundsgaard (Socialdemokraterne), rådmand for kultur og borgerservice Marc Perera Christensen (Konservative) og projektleder Trevor Davies.

Efter på fredag uddeles ansøgningen til en jury med 13 medlemmer. De syv er udpeget i EU, og de seks udpeges i Danmark. Den 25. november skal Sønderborg2017-team'et i Kulturministeriet fremlægge ansøgningen for juryen, som derefter afgør, om Sønderborg med Sønderjylland-Schleswig går videre til finalen.

I så fald skal ansøgningen udbygges, og den endelige version skal afleveres sidst på foråret, hvorefter juryen i løbet af sommeren vil komme på besøg i Sønderborg for at se, om vi kan leve op til det, som vi lover. Hvilken by, der bliver Danmarks europæiske kulturhovedstad 2017, afgøres endeligt i sidste halvdel af 2012.