17. juni 2011

AFRIKANSKE TROMMER STOPPEDE REGNEN TIL BØRNEKULTURFESTIVAL

Moellepark1.jpg
Nogle skoler havde over hundrede børn på scenen.

Næsten på slaget 9.30, da Børnekulturfestivalen åbnede i Mølleparken fredag, begyndte det at dryppe fra himlen. Det blev ved med at regne, men selv om mange børn ikke havde garderet sig med regnjakker, holdt de ud - og så endda glade ud, når det var deres tur til at komme på scenen.

Der var 1500 skolebørn samlet fra 4., 5.  og 6. klasser på otte folkeskoler i Sønderborg-området. Børnekulturfestivalen er et projekt i Den Sønderjyske Kulturaftale, arrangeret af Sønderborg Musikråd i samarbejde med Center for Undervisningsmidler og Havnbjerg Skole. De var enige om et arrangement, der fremmer den kulturelle intelligens, altså forståelsen for hinanden og for andre kulturer. Dermed var det også et arrangement lige i øjet på visionen for Sønderborg med Sønderjylland-Schleswig som Europæisk Kulturhovedstad 2017.

Moellepark8_Gitte.jpg
Kulturhovedstadens sekretariat slog et slag for 2017 på scenen. Her projektmedarbejder Gitte Bjørn-Lüthi. Foto: Patricio Soto

Sønderborg - tyyyyve-sytten

Folk fra 2017-sekretariatet var da også på scenen iført sjovt hår og fik alle børnene til at råbe tyyyyve-sytten til taktfaste trommeslag af en elev.

En efter en kom skolerne på scenen med en håndfuld eller over hundrede elever. Der blev sunget Kim Larsens "Tag mig med til Joanna", og der var stomp og battle-rap.

- Det er ikke en X-Faktor-konkurrence mellem skolerne. Formålet med festivalen er, at børnene skal blive bedre til at møde hinanden og skabe fællesskaber på tværs af kulturforskelle. Her kan skolerne præsentere deres eget kulturudtryk og møde hinanden i et åbent fællesskab, hvor der er rum og plads til alle med lyst til at optræde, siger Birgitte Boeldt fra Center for Undervisningsmidler.

Og ind imellem var der professionelle indslag som trommeorkestret Hakuna Matata med afrikanske medlemmer. Da trommerytmerne begyndte, holdt regnen op, og det passede fint med orkestrets navn Hakuna Matata, der er navnet på Løvernes Konge, men også betyder "No worries" - ingen bekymringer.

Fællessang om kulturhovedstaden

Som noget af det første blev der sunget en fællessang om kulturhovedstaden, som børnene havde øvet i forvejen. Sangen er skrevet af Dennis Lykke fra Sønderborg Kommunes Center for Kultur. Vi fik fællessangen filmet, og den vil snarest blive lagt ud her på hjemmesiden med tekster.