7. juni 2012

2017 med i Sønderborg Sommer Revy

Sønderborg Sommer Revy har netop haft premiere, og revyen med revydirektør, -forfatter og -skuespiller Leif Maibom i spidsen høster igen fornemme fem stjerner i de fleste anmeldelser. Og endnu bedre: Det revyglade publikum er vild med den og sikrer sig billetter i en mængde, som igen i år peger på rekord.

Forfatter til de fleste tekster, Leif Maibom selv, har fingeren på de lokale, regionale og nationale begivenheders puls, og Sønderborg og Sønderjylland-Schleswigs kandidatur til at blive Europæisk Kulturhovedstad i 2017 har naturligvis fået plads i et nummer. Det er en af revyens trofaste figurer, Heine fra Asserballe, der ganske rigtigt har forstået, at Asserballe – forhåbentlig og sammen med alle andre små og store byer i regionen – skal være europæisk kulturhovedstad i 2017. Det medfører internationalt besøg, om end resultatet ikke helt står mål med Heines jublende forventninger………

nyhedsbrev_revy-web.jpg